Mentale mure

Mure og grænser opstår ikke ud af den blå luft, men bliver som regel skabt på baggrund af et ønske om at beskytte sig selv og sine interesser mod trusler udefra. Truslen og frygten, som en befolkning oplever, kan være helt reel, men tit hænger den også sammen med en forestilling om, at "vi" er forskellige fra "dem" - og måske endda så forskellige, at det ikke er muligt at leve sammen. Vi kunne kalde den slags forestillinger for ”mentale mure”, og hvordan de bliver til, handler dette tema om.

Først skal vi undersøge, hvorfor vi danner meninger om andre mennesker. Derefter kigger vi nærmere på, hvordan vi ofte skaber gruppeidentitet ved at sætte mentale grænser mellem ”os” og ”dem”. Det fører os videre til at analysere, hvordan en nation eller en nationalstat kan blive udgangspunktet for en fælles gruppeidentitet, selvom vi langt fra er ens eller kender alle dem, vi deler nationalitet med. Derefter bevæger vi os ud i en undersøgelse af, hvad der sker, når stereotyper bliver bærende for vores opfattelser af andre mennesker og kan give sig til udtryk som racisme eller xenofobi. Til slut kigger vi på begrebet ”diskurs”, og hvordan diskurser er med til at sætte rammerne for vores opfattelse af virkeligheden. Her skal vi også undersøge, hvilken magt de ord, vi bruger, har.

Kategoriseringer, fordomme og stereotyper

For at vores verden kan give mening for os, er det nødvendigt at lave kategoriseringer. Ellers ville verden bestå af støj, rod og kaos. At kategorisere er en mental proces, der betyder, at man inddeler og ordner nogen eller noget i kategorier. Det er den menneskelige hjernes forsøg på at skabe orden i kaos.

En kategorisering bygger ofte på fordomme. En fordom er en forudfattet mening om nogen eller noget og tager udgangspunkt i nogle generelle træk ved en gruppe. En fordom kan være både positiv og negativ. Nogle fordomme er harmløse i den forstand, at de ikke står i vejen for, at vi kan leve med de forskelligheder, vi oplever hos hinanden. Sjællændere og jyder er kendt for at have fordomme om hinanden, der beskriver københavnere som arrogante, højrøstede og fremme i skoene, mens jyderne er nogle bondeknolde, nærige og langsomme.

Fordomme bidrager til dannelsen af stereotyper, som er ensidige og unuancerede forestillinger om en gruppe ofte defineret af etnicitet, religion eller kultur. Stereotyper er mere fastgroede end fordomme og ofte ubevidste. Selvom københavnere og jyder kan have fordomme om hinanden, så ved de fleste også, at den hverken er dækkende eller fyldestgørende. Sådan er det for det meste. Men nogle gange bliver stereotypen styrende for, hvordan vi forstår og møder andre mennesker.

Stereotype forestillinger om etniske grupper kan være sejlivede og skadelige. "Minstrel shows", hvor hvide klædte sig ud som sorte og karikerede dem som naive, dovne og simple, var voldsomt populære i 1800-tallets USA. Den opfattelse af sorte mennesker, disse shows gav udtryk for, lå også som en klangbund i retfærdiggørelsen af slaveriet og Sydstaternes raceadskillelse - og nogle vil nok hævde, at den stadig lever i bedste velgående.

Gruppeidentitet og grænsedragninger

Identitet hænger tæt sammen med at kategorisere. Vi identificerer os selv i modspil og sammenspil med andre mennesker. Når vi møder andre mennesker identificerer os med forskellige grupper, og kategorierne ”dem” og ”os” bliver skabt. Mødet med "de andre" er en spændende mulighed for at lære noget om både os selv og dem. Men det fremmede kan også virke skræmmende, fordi det udfordrer os på vores egen identitet.

Gruppeidentitet skabes oftest ud fra stereotyper om ”de andre”. Nationale eller etniske stereotyper er klichéer om egenskaber ved nationer og folk. På baggrund af en række fordomme, der sjældent bygger på virkelige erfaringer, dannes bestemte opfattelser af karaktertræk hos andre nationale eller etniske befolkningsgrupper. Finner går med kniv, romaer stjæler, japanere er høflige, mexicanere er dovne, thailændere er underdanige og nordmænd er nærmest født med ski på fødderne. Ved at definere, hvad der gør ”dem” anderledes fra ”os”, er stereotyperne med til at skabe en forståelse af, hvem vi selv er. Det er ikke altid let at afgrænse etniske grupper i forhold til hinanden, fordi grænserne mellem ”dem” og ”os” hele tiden ændrer sig.

Den norske socialantropolog Fredrik Barth mener, at grænsedragning er helt centralt begreb, når vi taler om gruppeidentitet og etnicitet. Når vi giver udtryk for en forestilling om, at der er noget fælles, der binder en gruppe mennesker sammen, laver vi samtidig en grænsedragning til andre mennesker. Grænsedragninger handler om at skabe identitet og stabilitet ved at identificere sig med en bestemt gruppe, men den samme proces er også med til at fremhæve forskelle mellem ”os” og ”dem”. Når vi taler om etnicitet, opstiller gruppemedlemmerne nogle kriterier, ud fra hvilke man vurderer, hvem der tilhører gruppen, og hvem der ikke hører til. Denne opstilling af kriterier sker som regel som en mere eller mindre ubevidst process baseret på fordomme og stereotyper om dem, man identificerer sig i modsætning til. Og hvilke kriterier, man vælger som markør, er afgørende for, hvem man opfatter som en del af det nationale fællesskab. Fredrik Barth deler kriterierne i to typer:

Åbenlyse tegn, såsom sprog, udseende, livsstil og beklædning.
Grundlæggende værdiorientering, altså moral, menneskesyn osv.

På denne kampagneplakat har Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti valgt en tydelig markør for, hvad det vil sige at være dansk. Foto: Francis Joseph Dean, Deanpictures via Dreamstime.

Nationen og nationalstaten og det forestillede fælleskab

Fædreland. Modersmål. Hjemland. Vi kender alle sammen ordene. Vi kunne kalde dem slægtskabsmetaforer, fordi de er et udtryk for, at der eksisterer et naturligt tilhørsforhold til et land eller en nation, på samme måde som et blodsbånd binder en slægt sammen. Når man taler om en nation, taler man om en gruppe, der føler et fællesskab med hinanden, og som har en følelse af at have en klar fælles identitet. En nation vil typisk være knyttet til et bestemt territorium, men ikke nødvendigvis en stat. Et eksempel på en nation uden en stat er Skotland, som hører under Storbritannien. En nation kan godt bestå af flere etniske grupper.

En nationalstat defineres af landegrænser, og befolkningen indenfor disse har som borgere visse rettigheder og pligter. Inden for en nationalstat kan der ligeledes være flere nationale og etniske grupper. Nogle etniske grupper er i stand til at kombinere deres kulturelle, etniske identitet med den politiske, nationale identitet i det land, hvor de bor. Andre etniske grupper identificerer sig udelukkende med den etniske gruppe, de tilhører og føler ikke en stærk national identitet. Nationalstater har ofte et officielt sprog, som er med til at styrke den indre sammenhængskraft i lande, hvor der findes flere forskellige sprog. For eksempel huser det afrikanske kontinent omkring 3000 forskellige etniske grupper med cirka 1800 forskellige sprog fordelt på 54 lande.

Store sportsbegivenheder kan få nationalfølelsen frem i de fleste. I 2010 var Sydafrika vært for verdensmesterskabet i fodbold, hvilket for en stund skabte et stærkt sammenhold i et ellers meget splittet land med mange forskellige befolkningsgrupper. Foto: Celso Flores via Flickr.

Hvordan går det til, at der kan være en fælles national identitet i lande, hvor der findes forskellige etniske grupper, med forskellige kulturer, religioner og sprog? Det har historikeren og sociologen Benedict Anderson et bud på. Benedict Andersons bog Forestillede fællesskaber præsenterer en de mest anerkendte analyser af nationalismens opståen og udvikling. Den grundlæggende pointe er, at nationer eller nationalstater ikke består af ældgamle folk bundet sammen af historie, slægtsbånd, sprog eller kultur, som nationalister ofte forestiller sig. Nationer er derimod en moderne forestilling om, at der eksisterer et sådant fællesskab. Benedict Anderson argumenterer for, at nationer er forestillede fællesskaber, fordi de jo er for store til, at alle medlemmer faktisk kan lære hinanden at kende. Derfor er det kun muligt at forestille sig, at man har et fællesskab med de andre medlemmer af nationen. Men selvom man kan definere nationen som en forestilling, er den stadig for nogle så virkelig og betydningsfuld, at man i yderste konsekvens er parat til at dø og dræbe for den.

Tidligere var det lokalsamfundet og religiøst tilhørsforhold, der spillede en vigtig rolle for fællesskaber og gruppeidentitet. Med bogtrykkerkunstens udvikling blev de fælles forestillinger udviklet og udbredt. Cirkulationen af bøger og aviser gjorde det muligt for individer, der levede langt væk fra hinanden, at forholde sig til hinanden og udvikle en fælles bevidsthed om begivenheder, fortællinger og idéer inden for et land. Selvom globaliseringen har bragt verdenslande tættere sammen, så ser det ud til, at den samtidig har styrket nationalismen i mange lande. Måske fordi den tilbyder et tilhørsforhold i en usikker og uoverskuelig verden? Et forestillet fællesskab er måske alligevel mere trygt end intet fællesskab.

Rasicme og xenofobi

Mennesker er ikke altid enige om, hvor grænserne mellem ”os” og ”dem” går, og nogle gange sker det, at kategorisering, fordomme og stereotyper kammer over i decideret racisme og xenofobi (fremmedhad) i forsøget på at afgrænse mig og mine slags fra dem og deres slags. Der er forskel på at danne stereotyper om en bestemt gruppe og at være racistisk. I Den store danske encyklopædi defineres racisme som forestillinger om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige mentale og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold imellem disse, således at visse racer er andre overlegne.

Under apartheid i Sydafrika herskede der meget tydelige racistiske forestillinger, hvor den hvide del af befolkningen så sig selv som overlegne i forhold til den sorte, asiatiske og farvede del af befolkningen. Sydafrikanske borgerne blev inddelt efter race, og de forskellige grupper havde meget forskellige rettigheder og muligheder. I USA er racedebatten glohed, og begreber som kulturel appropriation og bevægelser som Black Lives Matter spiller en stor rolle i den offentlige debat. Kulturel appropriation handler om, at krænke andre kulturers kulturelle udtryk med en overfladisk og egennyttig brug af dem. Fx er Justin Bieber blevet kritiseret for som hvid mand i en privilegeret position at få dreadlocks, fordi det er en frisure hentet i den jamaicanske rastafari-kultur, der netop er opstået som en protest mod den hvide mands imperialisme.

Black Lives Matter er en international bevægelse, der blev startet af en gruppe afroamerikanere i USA. Bevægelsen fører kampagner mod vold og systematisk racisme mod sorte mennesker. Foto: “Demilitarize the Police, Black Lives Matter” af Johnny Silvercloud via Flickr.

Begreberne er svære at afgrænse, men det er alligevel vigtigt, at vi er i stand til at skelne mellem dem. I nogle tilfælde kunne det måske give mening at tale om xenofobi og ikke om racisme. Xenofobi betyder ”fremmedhad” eller ”fjendtlighed mod fremmede”. Nationalismen og xenofobien er blomstret frem i Europa i løbet af de seneste 20 år. Det er ikke kun en udvikling, vi ser i Europa, men også i Australien, USA og Sydafrika. Der kan være mange forklaringer på, hvorfor nogle mennesker er xenofobiske. Flygtninge og migranter bliver af nogle opfattet som repræsentant for det land, de kommer fra, og de problemer deres hjemland har. Derfor kan migranterne af nogle blive set som en trussel mod det system og det land, de kommer til. For tænk hvis de tog problemerne med sig. I nogle lande bliver migranter anklaget for at være kriminelle eller bare nassere, der ikke vil arbejde og dermed bidrage til samfundet. Andre steder, hvor arbejdsløsheden er stor, bliver migranter modsat beskyldt for at tage alt arbejdet. De bliver syndebukke for de udfordringer, det pågældende samfund står med.

Alle samfund har begrænsede ressourcer, hvad enten det handler om velfærd eller arbejde. Mennesker har en tendens til at beskytte disse ved at sætte grænser for, hvem der ikke hører til, hvem der ikke burde høre til, og hvem der aldrig kommer til at høre til. Med andre ord, med xenofobiske forestillinger.

Diskurs og magt

Selvom ordene migrant og indvandrer har den samme betydning, får mange forskellige associationer afhængigt af, hvilket ord man bruger. Hvis vi tager et hurtigt tilbageblik på de mennesker, der er kommet til Danmark fra andre lande, vil vi opdage, at der er blevet brugt mange forskellige ord gennem tiden til at omtale dem. I slutningen af 1960’erne og i 1970’erne kaldte vi dem fremmedarbejdere og gæstearbejdere. Det var nemlig mennesker, der hovedsagligt kom fra Tyrkiet, Pakistan, Mellemøsten og det tidligere Jugoslavien, der var blevet inviteret til Danmark for at arbejde, fordi her var mangel på arbejdskraft. Senere, da de hentede deres familie til Danmark eller stiftede familie med danske kvinder, blev de mindet om, at de var GÆSTEarbejdere og skulle huske at rejse hjem igen. I 1990’erne talte vi om flygtninge og indvandrere, som der efter mange danskeres opfattelse, kom alt for mange af til landet. De seneste år har vi talt meget om muslimerne som nogle, der kommer udefra og skaber problemer med deres religion på trods af, at mange muslimske familier har boet i Danmark i flere generationer. Såkaldt bekvemmelighedsflygtningene er kommet til Danmark siden flygtningekrisen i 2015, og lige nu skelnes der i den politiske debat mellem vestlig og ikke-vestlig indvandring.

De ord, vi bruger om ”de andre”, vil aldrig være neutrale. Hvis jeg fx taler om mennesker med anden etnisk baggrund, fremhæver jeg jo samtidig, at jeg tilhører majoriteten med ret til at kategorisere dem som etnisk minoritet. Det er følsomt, når en majoritetsbefolkning navngiver en minoritetsgruppe og dermed definerer minoritetsgruppens medlemmer som nogle, der afviger fra ”os”. Der eksisterer altså et magtforhold mellem majoritetsgrupper og minoritetsgrupper. Socialantropologen Richard Jenkins argumenterer for, at den kategorisering en majoritetsgruppe laver af en minoritetsgruppe kan få indflydelse på, hvordan den gruppe opfatter sig selv. Det er ikke sikkert, at dem, der bliver kaldt indvandrere, selv identificerer sig med den kategori, men bliver de kaldt det tilstrækkeligt tit, kommer de sandsynligvis efterhånden også til at opfatte sig selv som nogle, der ikke hører til i samfundet.

Der er mange forskellige diskurser omkring udlændingepolitikken i Danmark. Her repræsenterer statminister Lars Løkke Rasmussen regeringens på et pressemøde. Foto: Dreamstime.

Sprog er magt, og det kan defor være en god idé at være opmærksom på, hvilke ord, der bliver brugt i hvilke sammenhænge, og hvorfor. Det kan man gøre med en diskursanalyse. Filosoffen og idehistorikeren Michel Foucault kan hjælpe os med at forstå, hvad en diskurs er. En diskurs handler om den måde, vi taler om og forstår verden på. Diskurser bliver skabt gennem social interaktion; igennem samtaler, diskussioner, tv-udsendelser og blogindlæg, kunst, sportsbegivenheder med mere. Michel Foucault mener, at den måde vi taler om verden på, og dermed vores virkelighedsforståelse, ikke bygger på objektive sandheder. Det, vi siger, er nemlig et udtryk for den tid, vi lever i. Tidens diskurser er med til at forme og begrænse tanker og handlinger, fordi diskurser gør det muligt at forstå tingene på nogle bestemte måder, men udelukker samtidig andre måder at forstå tingene på – andre mulige virkeligheder. Diskurser er derfor både skabt og skabere af social orden. Diskurser opstår, når vi taler med andre mennesker, men diskurser er samtidig med til at skabe rammerne for, hvad vi siger. Som regel er der flere diskurser om det samme fænomen, og de forskellige diskurser slås om at blive den dominerende diskurs - den dominerende verdensopfattelse. Det er i bund og grund det politikere kæmper om, når de bliver ved med at gentage de samme ord og sætninger i en debat.

Til videre refleksion

Prøv, med dine egne ord, at beskrive forskellen på kategoriseringer, fordomme og stereotyper. Hvordan og hvorfor opstår de? Og er det godt, skidt eller helt naturligt, at vi har dem?
Hvornår, hvis nogensinde, føler du dig dansk?
Hvilke kriterier vil du opstille for, hvad det vil sige at være dansk? Ekskluderer du nogen med dine kriterier?
Hvornår kammer fordomme og stereotyper over i racisme og xenofobi?
Udvælg et politisk parti og lav en diskursanalyse på deres udlændingepolitik med eksempler fra deres partiprogram og udtalelser i medierne.

(Find kilderne til dette tema HER.
Temafoto: Kyle Loftus via Unsplash.)