Israel og Palæstina

Abus historie

Abu står op før solen. Hans vækkeur varsler en ny dags begyndelse klokken 03.00. Han skynder sig at slukke det og står op i en stille hast for ikke at vække sin kone Fatima. Han vasker sig, hopper i arbejdstøjet og kigger til sine sovende børn på vej ud i køkkenet for at hente den madpakke, Fatima har forberedt til ham i aftes. Den er stor, for han har en lang dag foran sig. Han undgår at tænke på hvor lang, mens han vandrer af de morgenøde, halvmørke gader i den palæstinensiske landsby på Vestbredden, han kalder hjem.

Ligesom omkring 100.000 af sine landsmænd arbejder Abu på den anden side af den befæstede grænse til Israel. Selvom han er en af de cirka 65.000 palæstinensere med en officiel arbejdstilladelse, er det alt andet end enkelt at krydse grænsen hver morgen.

Det er derfor, Abu er så usandsynligt tidligt på færde. Der er ikke andet at gøre, hvis han vil nå på arbejde til tiden. Og det vil han. For mister han sit job i Israel, er alternativet ret sikkert arbejdsløshed eller løsarbejde i Palæstina til en fjerdedel af hans nuværende løn. Så også selvom den løn, Abu får nu, kun er halvdelen af, hvad en israeler får for samme arbejde, finder han sig i at skulle stå i kø i timevis ved checkpointet. Han har ikke andet valg.

For det meste passerer ventetiden i en søvndrukken og morgenstille atmosfære, men indimellem - når processen bliver forsinket, eller nogen bliver afvist uden begrundelse - vågner den slumrende frustration og vækker uretfærdighedsfølelsen i den flere hundrede mand lange og langsomme kø. Det kommer til tumult, men den overdøves snart af en skrattende højtaler, der overbringer en israelsk officers trussel om ikke at lukke flere igennem, hvis ikke roen genoprettes.

Abu køber en varm kop kaffe at styrke sig på af en stor dreng, der har øjnet en forretningsmulighed i at holde de mange ventende forsynede med forfriskninger. Køen rykker frem. Et skridt af gangen. Hvis han er heldig, kommer han igennem på under 2,5 time i dag.

(Baggrundsbillede: Palæstinensiske mænd viser deres id-papirer ved et checkpoint nær Bethlehem på Vestbredden for at søge om adgang til Jerusalem. Ryan Rodrick Beiler via Shutterstock.com.)

Det lovede land

På baggrundsbilledet står vi på toppen af Nebobjerget i Jordan og ser ind over grænsen til … ja, hvad skal vi kalde det? - Palæstina? - Palæstinensisk selvstyreområde? - Den israelsk-besatte Vestbred? Israel-Palæstina-konflikten er så betændt, at det er svært overhovedet at tale om den uden mere eller mindre uforvarende at komme til at tage stilling og vælge side. Vi kunne også lidt højstemt vælge at kalde det, vi ser, for ”det hellige land” eller ”det forjættede land”. En forjættelse er det samme som et løfte, og ifølge Bibelen lovede Gud, at dette land skulle tilhøre det jødiske folk. Løftet lød først til Abraham, stamfar til både jøder og muslimer, siden til Moses, der befriede jøderne fra slaveri i Egypten. Ifølge overleveringen var det netop her, på Nebobjerget, at Gud gentog løftet til Moses, der dog kun fik lov at nyde udsigten til landet, inden han døde. Det land, som samtidig har udgjort kulissen for vigtige begivenheder i islams historie, og derfor lægger grund til flere vigtige muslimske helligsteder.

Dette religiøse bagtæppe - som ortodokse fra de tre store religioner - jødedom, kristendom og islam - gerne holder op - er med til at gøre konflikten kompliceret at navigere i. Men i sin kerne handler den, som de fleste konflikter mellem folkegrupper, helt enkelt om ret og adgang til land og resurser. Konflikten drejer sig basalt set om to folks konkurrerende krav på det samme landområde, men den er tilsat religiøse og etniske over- og undertoner, filtret ind i det jødiske folks traumatiske historie og koblet op på transnationale politiske alliancer. En hårknude af en konflikt, som adskillige verdensledere har forsøgt at få viklet ud - "løsning af Israel-Palæstina konflikten og fred i Mellemøsten" pynter jo gevaldigt på CV'et - men ethvert skridt frem er snart blevet afløst af to tilbage. I dag har konflikten meget konkret materialiseret sig i en fysisk barriere mellem Israel og Palæstina i form mure, hegn og afspærringer langs de to palæstinensiske områder Gaza og Vestbredden. Barrieren vender vi tilbage til. Først skal vi lige have styr på, hvordan det er kommet så vidt, at en 700 km lang mur er blevet løsningen.

Jødisk migration til Palæstina

Hvis vi hopper tre til fire tusinde år tilbage i tiden, kan vi i det landområde, der i dag udgør Israel og Palæstina, hilse på folk, fra hvem både jøder og palæstinensere nedstammer. Et par tusinde år senere opstår der her en jødisk stat, som er nævnt i Bibelen. Jøderne blev dog fordrevet i år 70, hvorefter området blev underlagt kristne herskere og sidenhen muslimske magthavere, der regerede i området indtil Første Verdenskrig. Både jøder og palæstinensere, og for den sags skyld kristne, føler altså en vis historisk tilknytning til det, vi i dag kender som Israel og Palæstina. I hvilken grad, den er berettiget, er et stående stridspunkt i konflikten.

Under alle omstændigheder er denne tilhørsfølelse medvirkende til, at jøder i slutningen af 1800-tallet begynder at migrere til Palæstina på grund af stigmatisering, diskriminering og forfølgelse i Rusland og andre europæiske lande. På det tidspunkt hører landområdet Palæstina under Det Osmanniske Rige og er hovedsageligt beboet af arabere og et lille antal jøder. Araberne er begyndt at udvikle en nationalidentitet som palæstinensere, og på samme tid opstår zionismen blandt europæiske jøder. Ifølge zionismen beskriver dét at være jøde ikke blot et religiøst tilhørsforhold, men også et nationalt. Zionisterne ønsker derfor at samle det jødiske folk i en nation - allerhelst i det hellige land, hvorfra jøderne stammer. Den østrigsk-jødiske journalist Theodor Herzl argumenterer ihærdigt og højlydt for, at det er den eneste løsning på den voksende antisemitisme. Herzl (1860-1904) regnes for grundlæggeren af den politiske zionistiske bevægelse. Kritikere af det zionistiske projekt argumenterer for, at det er useriøst at bruge Bibelen som sandhedsvidne på jødernes historiske ret til Palæstina, og at der i øvrigt heller ikke findes historiske kilder, der bakker op om forståelsen af jøderne som ét samlet folk.

I lang tid forbliver zionisternes drøm om deres eget land da også blot en drøm. Men da englænderne under Første Verdenskrig søger allierede, lover den engelske udenrigsminister sin støtte til de jødiske bestræbelser på at oprette en national stat i Palæstina. Denne sympatierklæring bringer zionisterne tættere på realiseringen af deres drøm. Da Palæstina efter Første Verdenskrig kommer under britisk kontrol, migrerer yderligere 120-150.000 jøder til området. De tidligste migranter er eventyrlystne pionerer, der opkøber jord, bygger huse og anlægger landbrug. Med jødeforfølgelserne i 1930’erne og 40’erne begynder migrationen til Palæstina for alvor at tage fart - og nu flygter jøderne af nød for at undslippe den grusomme forfølgelse, der bliver millioner af jøders skæbne under Anden Verdenskrig.

Til at begynde med lever jøderne stort set fredeligt sammen med de arabere, der boede i Palæstina i forvejen. Men efterhånden som jøderne bliver flere og flere, og både deres og palæstinensernes nationalfølelse vokser sig stærkere, stiger spændingerne imellem dem. Nu har vi altså to store folkegrupper i Palæstina med hver deres nationale identitet - den ene med en stærk drøm om at udleve denne i en nationalstat. Kimen til konflikt er lagt.

Israel bliver til

Den 14. maj 1948 stiller den zionistiske leder og Israels kommende premierminister David Ben-Gurion sig på talerstolen og erklærer, at staten Israel er født. Aftenen før havde England, der havde siddet på landet siden Første Verdenskrig, erklæret sit exit og spillet ”God save the Queen” i radioen i Palæstina for sidste gang, hvorefter de britiske militærkonvojer forlod landet.

Briterne havde besluttet at overlade ansvaret for området til det nyoprettede FN, som var kommet med et forslag om at opdele det i en palæstinensisk del (42%) og en jødisk del (56%). Jøderne tog godt imod forslaget, mens palæstinenserne anså det for uretfærdigt, da de jo havde beboet området længe før, de jødiske migranter ankom, så hvorfor skulle de nu bare sådan uden videre afgive over halvdelen af landet til dem? Før FN fik afsluttet sagen, erklærede Israel sin uafhængighed. Det bringer os tilbage til maj 1948 og til det første af mange krigeriske sammenstød mellem Israel og dets arabiske naboer, der opfatter Israels oprettelse som endnu et udtryk for vestlig imperialisme. Allerede dagen efter sin tilblivelse må Israel forsvare sin eksistensberettigelse. Den 15. maj 1948 angriber Egypten, Syrien, Libanon, Irak og Jordan den nyoprettede stat.

Krigen, der af israelerne kaldes Uafhængighedskrigen, og af palæstinenserne ”katastrofen”, varede et år. Da den var forbi, var 70 procent af den palæstinensiske befolkning drevet på flugt. De søgte tilflugt i omkringliggende lande, men også i områder i Palæstina, hvor israelerne ikke havde magten - Vestbredden og Gaza. Israel havde udvidet sit territorium med en tredjedel og kontrollerede 78 procent af det samlede landområde. Jordan tog kontrollen på Vestbredden, og Gaza-striben kom under egyptisk herredømme. Den nye fordeling blev illustreret med en grøn streg på landkortet over området - denne linje bliver kendt som ”den grønne linje”, og den kommer vi til at høre mere om senere.

Seks dages krig uden ende

Tidligt om morgenen den 5. juni 1967 sætter israelske bombefly kurs mod Egyptens vigtigste flyvebaser med ordrer om at ødelægge så meget som muligt. Samtidig rykker 70.000 landtropper ind på Egyptens territorium i Gaza og på Sinai-halvøen. Det bliver starten på en lynkrig mellem Israel på den ene side, og Egypten, Jordan og Syrien på den anden.

Selvom der var gået en tid med store spændinger og stridigheder om adgang til vandforsyninger og strategiske vandveje forud for krigen, kommer Israels pludselige og voldsomme angreb alligevel bag på Egypten. Man når simpelthen ikke at komme i omdrejninger, før en stor del af militærapparatet er lammet, og det er for sent. Angrebet tvinger Syrien og Jordan til at reagere med det samme, selvom de reelt set heller ikke er klar til krig. Det betyder, at Israel allerede den 10. juni - efter blot seks dages kamp - står som sejrherre. Nu med magt over dobbelt så stort et landområde. Sinai-halvøen, Gaza, Golan-højderne og Vestbredden – herunder Jerusalem – er nu på israelske hænder.

Lilleputten Israels sejr ydmyger de arabiske stormagter. I nyhedsrapporter verden over lyder referencer til den bibelske historie om den unge Davids sejr over kæmpen Goliat. Udover at sende endnu tusindvis af palæstinensere på flugt betyder krigens udfald også, at magtbalancen mellem israelerne og palæstinenserne for alvor forskubbes. Israel er nu besættelsesmagt og skal regere over den palæstinensiske befolkning. Konflikten mellem Israel og de arabiske lande bliver de følgende årtier mere specifikt til en israelsk-palæstinensisk konflikt. I en fredsaftale fra 1979 leverer Israel Sinai-halvøen tilbage til Egypten, men bliver siddende på de palæstinensiske områder Gaza og Vestbredden.

Erobringen af Jerusalem har en særlig symbolsk betydning. For første gang siden år 70 regerer jøderne over den hellige stad og har fri adgang til at bede ved grædemuren – resterne af et gammel tempel omtalt i Bibelen og en af jødernes vigtigste helligsteder. Det er meget følelsesladet for mange jøder.

Men sejren i Seksdageskrigen kommer med en pris, som man stadig betaler af på den dag i dag. Kontrollen med Jerusalems helligdomme, magten over Vestbredden og adgang til jord og vand er nemlig stadig de centrale stridspunkter i konflikten mellem Israel og Palæstina.     

(Baggrundsbilledet viser israelske soldater ved Grædemuren efter erobringen af Jerusalem. Foto: Dan Hadani, Israel Press and News Agency.)

Besættelse gennem bosættelse

Israel står med et særligt dilemma vedrørende Vestbredden efter sejren i Seksdageskrigen. Skal man give området tilbage til Jordan? Annektere det – altså gøre det til en del af staten Israel – og dermed give de over en million palæstinensere, der bor der, israelsk statsborgerskab og borgerrettigheder? Eller er den bedste løsning at lade palæstinenserne skabe deres egen stat her? Man gør ingen af delene. Men mens man debatterer, begynder tusindvis af civile israelere at rykke ind og bosætte sig på Vestbredden. For denne første bølge af bosættere er Israels overtagelse af Vestbredden i Seksdageskrigen en bekræftelse af deres tro på jødernes historiske ret til området. De bliver en del af en bevægelse, der de næste mange årtier kommer til at stikke en kæp i hjulet på ethvert tilløb til fredsforhandlinger. Bosættelserne møder stærk kritik fra det internationale samfund, alligevel er de fortsat frem til i dag, hvor over en halv million jøder lever og bor i bevogtede enklaver på Vestbredden – nogle i dag så store som større danske provinsbyer.

Nogle opfatter bosættelserne som en bevidst strategi fra Israels side for at bevare kontrol over området. Bosætterne selv har flere forskellige grunde til at slå sig ned i de besatte områder:

1. Nogle er som sagt religiøst motiveret. For dem handler det om at vende tilbage til det hellige land, som det jødiske folk har fået lovet af Gud selv. For dem hedder området i øvrigt ikke Vestbredden, men Judæa og Samaria - de bibelske stednavne.
2. Andre er politisk motiveret. De flytter ind i de besatte områder for på den måde at gøre krav på jorden på vegne af nationalstaten Israel.
3. Andre igen motiveres slet og ret af lave jord- og ejendomspriser og muligheden for at opnå støtte fra den israelske stat.

Bosættelserne er kontroversielle først og fremmest, fordi de er ulovlige i forhold til international ret, og FN fordømte dem i resolution 446 fra 1979. Dertil kommer måden, hvorpå bosættelserne er blevet oprettet. I mange tilfælde er der ikke blevet taget hensyn til de folk, der boede der i forvejen. Palæstinensiske boliger, marker og olivenlunde er blevet ryddet for at gøre plads til bosættelserne, og ofte er det kommet til tumultariske scener med buldrende bulldozere, israelske soldater, aggressive mænd og grædende kvinder i hovedrollerne.

Bosættelserne tilspidser på kort sigt konflikten mellem israelere og palæstinensere endnu mere, og på længere sigt gør de det næsten umuligt at forestille sig en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden – for hvad stiller man i så fald op med hele byer af israelske bosættere, der måske allerede har boet der i flere generationer?

(Baggrundsbilledet er et satellitfoto fra Google Maps af den største israelske bosættelse på Vestbredden, Betar Illit. Byen har over 50.000 indbyggere og er, som det fremgår af billedet, veletableret med veje, store huse, skoler og indkøbsmuligheder. Øverst til venstre i billedet ses en stiplet linje - det er den såkalde "grønne linje", Israels ydre grænse indtil seksdageskrigen. Betar Illit ligger altså på besat område.)

Palæstinensisk modstand

Som allerede antydet, bliver Israels sejr i Seksdageskrigen til en forbandelse - i hvert fald for den del af israelerne, der ønsker fred med palæstinenserne. Nu er de arabiske naboer nemlig endnu mindre indstillede på at anerkende staten Israel, og da det er den israelske regerings betingelse for at trække sig ud af de besatte områder, står fredsforhandlingerne i stampe i årevis.

Imens vokser frustrationen hos de statsløse palæstinensere, hvoraf flere hundrede tusinde lever under kummerlige forhold i flygtningelejre. Mange af dem går aktivt ind i kampen for en palæstinensisk stat organiseret i Den palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) ledet af Yasser Arafat - manden med det karakteristiske sort- og hvidternede tørklæde på hovedet. Det bliver begyndelsen på en kompromisløs guerillakrig mod Israel og israelske interesser i udlandet anført af PLOs mest militante gruppering Fatah. Bomber sprænger i busser og på pladser i Israels større byer, og i udlandet bliver palæstinensernes sag bragt til verdens opmærksomhed af spektakulære terrorangreb. Mest kendt er nok drabet på 11 israelske atleter under OL i München 1972. I hele denne periode er der ingen frugtbar dialog mellem de to parter i konflikten på trods af FNs forsøg på at etablere en.

I 1987 tager konflikten en ny form, der bliver kendt som ”intifadaen” – det arabiske ord for opstand. I de tyve år, Israel indtil videre har besat Gaza, Golan, Vestbredden og Østjerusalem, er uretfærdighedsfølelsen hos almindelige palæstinenserne kun taget til. Alt imens israelske bosættelser i de besatte områder vokser, stiger arbejdsløsheden blandt palæstinenserne, og der er generelt mere afvikling end udvikling i området. For at finansiere besættelsen beskatter israelerne palæstinenserne og smider dem i fængsel, der ikke kan betale.

Alle tilløb til protest bliver hårdt slået ned. Men nu går almindelige palæstinensere på gaden i hobetal, og børn og unge danner fortrop. Nu er det nok! Palæstinenserne kræver frihed fra den undertrykkende besættelse, og de kæmper for den med det, de har ved hånden – sten. Nyhedsbilleder af stenkastende børn og unge overfor tungt bevæbnet israelsk militær går verden rundt og rykker ved opfattelsen af Israel som lilleputnationen, der bare forsvarer sig selv. Det er svært at tolke palæstinensernes opstand som andet end et folks desperate kamp for frihed. På trods af økonomiske afstraffelser, massearrestationer, udgangsforbud og mere end 500 dræbte og 8500 sårede i de første to år er palæstinenserne utrættelige, og sympatien for deres sag vokser. Nu er rollerne i den bibelske historie om David og Goliat byttet om. Nu er Israel Goliat overfor de protesterende palæstinensere, der ligesom David ikke har andet end en stenslynge at forsvare sig med.

Forsøg på fred

En solbeskinnet septemberdag i 1993 giver to mænd en anelse tøvende hinanden hånden på plænen foran Det Hvide Hus i Washington. Mændene er PLO-leder Yasser Arafat og Israels premierminister Yitzhak Rabin. Hvis de ser lidt trætte ud, er det fordi, de har været igennem en lang og sej forhandlingsproces fuld af svære kompromisser i håb om at bringe fred til de folk, de hver især repræsenterer. Bag dem står en tredje mand - den daværende amerikanske præsident Bill Clinton - han ligner en glad og stolt far. Og der er da også grund til at være stolt. For denne historiske dag - den 13. september 1993 - har de to mænd har netop underskrevet en officiel aftale, der bringer parterne tættere på fredelig sameksistens end nogenside før. I hvert fald på papiret. I aftalen anerkender parterne hinandens legitimitet og forpligter sig på en ambitiøs femårsplan for en endelig fred og fordeling af land. Aftalen er så ambitiøs, at den året efter udløser Nobels Fredspris. Men desværre også for ambitiøs, skal det vise sig. For de to ledere har ikke deres befolkningers fulde opbakning.

Arafat bliver efterfølgende heftigt kritiseret for overhovedet at anerkende staten staten Israel, og den palæstinensiske modstandsgruppe Hamas fortsætter deres angreb på Israelske mål. Og i 1995 bliver Rabin skudt og dræbt på åben gade - ikke af en palæstinenser, men af en af sine egne landsmænd - en ultranationalistisk jøde, der ønsker at forpurre fredsprocessen. Det lykkes i den grad. Mordet på Rabin starter en heftig debat blandt israelerne for og imod fredsforhandlingerne, og det ender med, at et flertal vælger en ny premiereminister, Shimon Peres, som er modstander af overdragelsen af kontrol over landområder til palæstinenserne. Fronterne bliver igen trukket op.  

(Baggrundsbillede: PLO-leder Yasser Arafat og Israels premierminister Yitzhak Rabin giver hånd efter underskrivelsen af Oslo-aftalen den 13. september 1993. Mark Reinstein via Shutterstock.com.)

Konflikten eskalerer igen

Tempelbjerget i Jerusalem er, og har altid været, et af de sværeste stridspunkter mellem israelerne og palæstinenserne, da det er et helligt og vigtigt sted for både jøder og muslimer. Her står Grædemuren - den eneste tilbageværende del af et templet omtalt i Torahen, jødernes hellige skrift, hvor jøder hver dag kommer fra nær og fjern for at bede. Hvis man træder lidt tilbage fra muren og løfter blikket, får man øje på en strålende guldkuppel. Den sidder på Al Aqsa-moskeen, muslimernes tredjevigtigste helligdom, der troner i al sin herlighed blot 50 meter fra Grædemuren på det sted, hvor jødernes tempel en gang stod.

Da den israelske oppositionsleder Ariel Sharon i september 2000 besøger tempelpladsen omkring Al Aqsa-moskeen, bryder helvede løs. Besøget bliver opfattet som en direkte provokation af palæstinenserne på et tidspunkt, hvor den politiske situation i forvejen er højspændt. De sikkerhedsvagter, der følger Sharon, kommer på hårdt arbejde med at beskytte Sharon mod vrede palæstinensere. Hans besøg kommer ovenpå en skuffende Oslo-aftale, der aldrig udmøntede sig i noget konkret, og i kølvandet på flere forliste forsøg på at etablere nye fredsforhandlinger.

Palæstinenserne er fulde af frustration over forringede levevilkår og israelernes fortsatte bosættelser på palæstinensisk territorium, og Sharons demonstrative besøg på tempelpladsen bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. Han bliver mødt med tilråb og stenkast, og urolighederne eskalerer de følgende timer og dage. Startskuddet til den anden intifada har lydt. Ligesom med den første intifada kommer oprøret nedefra, fra befolkningen, og er på sin vis ude af politikernes kontrol. Denne gang er intifadaen dog præget af endnu voldsommere sammenstød mellem de to parter. Palæstinensiske selvmordsbombere gør tilværelsen usikker for civile israelere ved at sprænge bomber i busser og på cafeer, og det israelske militær slår hårdt igen med nådesløse gengældelsesangreb og genbesætter store dele af Vestbredden.

De næste 5 år mister op mod 5000 palæstinensere og 1100 israelere livet i denne tilspidsede konflikt.

(Baggrundsbillede: Luftfoto af Tempelbjerget i Jerusalem. Andrew Shiva via Wikimedia Commons. Billede af Ariel Sharon: Wikimedia Commons.)

En mur rejser sig

2002. Ariel Sharon er nu premierminister, og vi er to år inde i den anden intifada, eller Al-Aqsa-intifadaen, som den også kaldes på grund af den måde, den startede på. Bombesprængninger på israelsk territorium udført af palæstinensiske selvmordsaktivister er efterhånden hverdagskost og gør livet surt og usikkert for almindelige israelere. Det samme gør israelernes vedvarende besættelse og nådesløse gengældelsesangreb for palæstinenserne. Noget må gøres. Sharons løsning bliver en mur.

Sommeren 2002 begynder Israel opførelsen af, hvad de kalder ”sikkerhedsbarrieren”, og palæstinenserne kalder ”adskillelsesmuren”. Det bliver over de næste år til et godt 700 kilometer langt spærringsanlæg mellem Israel og Vestbredden. Barrieren består på de fleste strækninger af et højt pigtrådshegn med grøfter og sikkerhedsanlæg på begge sider. På cirka ti procent af strækningen, særligt omkring de større byer, står en høj betonmur med bemandede vagttårne og elektronisk overvågning.

Opførelsen af barrieren får skarp kritik fra mange kanter, særligt fordi den ikke følger "den grønne linje", altså grænsen fra 1949 mellem Israel og Vestbredden. Barrieren slanger sig nemlig flere steder ind på palæstinensisk territorium for at indlemme de større bosætterbyer lige på den anden side af grænsen. Samtidig er barrieren blevet kritiseret for at afskære palæstinensiske landsbyer fra dele af deres vandforsyning og skære tværs igennem olivenlunde og landbrugsjorde, som udgør mange familiers levebrød. Kritikere kalder barrieren for ”apartheidmuren” med reference til den racistiske adskillelsespolitik i Sydafrika (se Sydafrika og Zimbabwe-casen), fordi den ganske enkelt gør livet meget besværligt for mange palæstinensere, der må vente i lange køer for måske - hvis de har de rette papirer - at komme igennem et checkpoint for fx at arbejde, studere eller besøge familie og venner på den anden side af barrieren.

Israelerne retfærdiggør opførelsen af barrieren med, at de ikke ser nogen anden mulighed for at beskytte deres borgere mod de mange terrorangreb, og henviser til, at mange andre nationer verden over bygger mure for at sikre deres grænser. At en del af barrieren er bygget på palæstinensisk territorium, og at disse landområder dermed er ulovligt annekteret, går den israelske regering let hen over. Fra israelsk perspektiv er muren en succes - den har haft den ønskede effekt i og med, at antallet af terrorangreb er faldet drastisk.

Ikke desto mindre har FN fordømt barrieren, og Den Internationale Domstol i Haag tilkendegav allerede i 2004, at barrieren strider mod international lov. I dommen afgjorde man, at den på visse strækninger skulle rives ned, og at palæstinensere, hvis ejendomsværdi er blevet forringet af barrieren, skulle kompenseres. Effektueringen af denne kendelse har vi dog stadig til gode at se. Og som Israels allierede er mange vestlige nationer tilbageholdende med at presse på...

(Baggrundsbillede: Badahos vis Shutterstock.com.)

Det betændte Gaza

Som en del af endnu et forsøg på at sætte skub i en fredsproces rydder Israel i 2005 sine bosættelser og trækker sine tropper ud af et lille område kaldet Gaza. Det smalle stykke land er nu det eneste område, hvor palæstinenserne har fuld kontrol.

I 2006 vinder Hamas-bevægelsen en overraskende, men overbevisende sejr i Gazas første demokratiske valg. Hamas gik til valg med et løfte om forandring, de udstrålede integritet og engagement og havde renset valgprogrammet for de mere antisemitiske og ekstremistiske holdninger, bevægelsen også står for. Valget kan uden tvivl tolkes som et protestvalg, der bunder i skuffelsen over tidligere politikeres manglende resultater i fredsforhandlingerne. Reaktionerne fra omverdenen kommer prompte. EU og store dele af det internationale samfund definerer Hamas som en terrororganisation, fordi de ikke anerkender staten Israels eksistensberettigelse og griber til vold for at bekæmpe den. Hamas’ valgsejr i Gaza medfører en international finansboykot og politisk isolering af Gaza, der forværrer situationen i området både socialt og økonomisk. Interne stridigheder præger området, der er på grænsen til borgerkrig.

At palæstinenserne har fuld kontrol over Gaza er måske også så meget sagt, for det er israelerne, der kontrollerer Gazas ydre grænser, og bestemmer hvem og hvad, der kommer ud og ind af det tætbefolkede område via grænsen til Israel. Det vil sige, at 1,8 millioner mennesker er så godt som indespærret på et område på størrelse med Langeland, og det gør konflikten ekstra tilspidset her.

De følgende år helt frem til i dag er præget af gentagne sammenstød og flere deciderede krige mellem Hamas og Israel. Hamas sender raketter ind over grænsen til Israel, og Israel svarer igen med bombeangreb fra luften. I 2008-2009 kommer det til decideret krig, og Gaza bliver lagt i ruiner af den største israelske offensiv siden krigen i 1967. Krigen kræver mange civile ofte, hvilket fører til skarp kritik af både Hamas og Israel – Hamas for  at bruge civile som skjold, og Israel for at have dem som mål. Kritikken ændrer ikke ved hverken Hamas’ eller Israels fremfærd, og i 2014 er den gal igen. Denne gang koster en krig mellem Israel og Hamas flere tusinde civile liv og gør 100.000 hjemløse.

(Baggrundsbillede: Spændingerne i Gaza-striben bryder i slutningen af 2008 endnu en gang ud i lys lue i en tre ugers væbnet konflikt. ChameleonsEye via Shutterstock.com.)

Abus historie

Der er desværre ikke mange lyspunkter at fæste håb om fred mellem israelere og palæstinensere til. Selvom sikkerhedsbarrieren eller adskillelsesmuren har nedbragt antallet af terrorangreb på israelsk område, er det som om den samtidig har trukket fronterne tydeligere op. På begge sider vokser frustrationen og ekstremismen. Og man strides fortsat om de samme punkter som i årtier: De palæstinensiske flygtninges fremtid, bosættelserne på Vestbredden, en endelig grænsedragning og ikke mindst Jerusalems status. Og det har bestemt ikke gavnet situationen, at USA's præsident, Donald Trump, har erklæret, at hans administration anser Jerusalem for Israels retmæssige hovedstad og agter at flytte sin ambassade dertil fra Tel Aviv, og at Australien og flere andre lande lader til at ville følge trop.

Mens Israel og Palæstinas ledere strides om en løsning på konflikten, forsøger almindelige palæstinensere at få en hverdag til at hænge sammen. Mens verden venter på fred, er solen stået op over køen til det checkpoint, hvor Abu nu er nået frem til de sidste indhegnede etaper. Klokken nærmer sig seks. På den anden side af grænsen holder busser klar til at fragte ham og de andre arbejdere videre til deres respektive arbejdspladser. Abu skal til Tel Aviv, hvor han arbejder på en byggeplads. Hans dag har allerede været i gang i tre timer, og der kommer til at gå yderligere ti, før han returnerer gennem den trange åbning i grænsen mellem Israel og Palæstina. Det giver ham et par timer til at være sammen med familien, tage et bad og få noget mad, inden han må i seng for at kunne komme op igen i morgen og gøre det hele en gang til.

Abu er en fiktiv person, hvis historie er baseret på øjenvidneberetninger beskrevet af forskellige organisationer, der dokumenterer forholdene ved de israelske checkpoints, bl.a. Palestine Monitor og B’Tselem - The Israeli Information Center for Human Rights in the Occupied Territories.

(Baggrundsbillede: Palæstinensiske mænd står i kø ved et checkpoint nær Bethlehem på Vestbredden for at søge om adgang til Jerusalem. Ryan Rodrick Beiler via Shutterstock.com. Find de samlede kilder til denne case HER.)