Australien og havene omkring

Alis historie

Det er nat, og en bidende kulde har sænket sig over ørkenen. Men det er her, de går. Ali, hans tre brødre, mor, far og bedsteforældre. Sammen med en større gruppe mennesker er de på vej til fods mod grænsen til Iran. Skjult af mørket og på flugt fra Irak og Saddam Husseins regime. For Alis familie har mistet et højt skattet medlem. Alis farbror, der er blevet tortureret og dræbt af Saddams styrker. Familien tør derfor ikke vente længere med at forlade hjemlandet. Beslutningen om at søge asyl i nabolandet Iran skyldes, at den udvidede familie allerede er flygtet netop dertil. Og så er Iran et af de få lande, der accepterer flygtninge fra Irak. Inden morgendagen gryr, og solen igen begynder at varme ørkenen op, er familien nået i sikkerhed på den anden side af grænsen.

Her kunne historien om en flugt i princippet være slut, men som det altid sker, når man bøjer sig ind over menneskeliv, er virkeligheden - og fortællingen - en del mere kompliceret end som så. For 10 år senere - da kalenderen viser år 2001, og Ali er blevet en teenager på 15 år - er han, hans tre brødre og forældrene igen på flugt. Denne gang fra et tiltagende indvandrerfjendsk klima i Iran og fra en tilværelse som mere eller mindre statsløse borgere med stærkt begrænsede rettigheder. Denne gang er flugten delt i to, så første etape af flugten foregår med et fly fra Iran til Indonesien, anden etape på havet, og det hele er arrangeret af en menneskesmugler. Familien har solgt alt, den ejer, for at få råd til flugten, og da Saddams styre stadig hersker i Iran, er der ingen tvivl. Der er ingen vej tilbage. Ali, hans tre brødre og mor har ét eneste mål. At komme med den båd, som menneskesmugleren har arrangeret for dem. En båd, der skal føre dem sikkert over havet hen til Alis far, der allerede har taget turen før dem, og nu venter på dem i Australien.

(Baggrundsbillede: Patrick Hendry via Unsplash.) 

En skvulpende, blå mur

Nogle grænser strækker sig gennem ensomme bjergpas, tundraer eller sumpede regnskove. Andre gennem tætbefolkede og hektiske områder. Nogle skærer sig lineært tværs gennem befolkningsgrupper og -fællesskaber. Andre igen bugter og snor sig i tilstræbt harmoni med kulturelle skel og etniske brudflader. Mens de landbaserede grænsedragninger kan være svære at redegøre for og bliver mere og mere utydelige, jo længere man hæver sig op i fugleperspektiv, er andre grænser ganske entydige. Naturlige, kunne man måske fristes til at sige. Det er her, i den sidstnævnte kategori, at grænsen til Australien befinder sig.

Med en landmasse på 7.692.024 kvadratkilometer er Australien det sjettestørste land i verden, og med en kystlinje på godt 26.000 kilometer grænser landet både op til Det Indiske Ocean i vest, til Det Sydlige Stillehav, Koralhavet og Det Tasmanske Hav i øst, til Arafurahavet og Timorhavet i nord og til Den Australske Bugt i syd. I dette skvulpende grænseland finder man hverken udrullet pigtråd, grove murstensbefæstninger eller andre former for barrikader, men derimod endeløse bølgetoppe, hvirvlende havstrømme og et særdeles mangfoldigt undervandsliv. Grænsedragningen løber tværs gennem flere forskellige tidszoner fra vest mod øst og gennem tre klimabælter fra det tempererede Tasmanien i syd til det subtropiske og dernæst tropiske klima i det nordligste territorium. Undervejs kan man blandt andet møde legesyge delfiner, aldrende havskildpadder, gigantiske blæksprutter, hvidprikkede hvalhajer, hurtige pingviner, livsfarlige gopler, frygtede hajer og tusindfarvede koralrev. Hvor fascinerende livet under bølgerne end er, er det dog her på havoverfladen - her i grænselandet - at man skal holde øje.

For det er her, de kommer. Bådene. Og med dem migranterne. Alle de, der gennem historien er stævnet ud med ét fælles mål.

Australien.

(Baggrundsbillede: lachlan Dempsey via Unsplash.) 

En ældgammel - og ganske ny - historie

I det knastørre sand ved den udtørrede og forhistoriske sø Lake Mungo i staten New South Wales vandrer en enlig mand rundt. Året er 1968, manden hedder Jim Bowler, og han er geolog. Han er egentligt udsendt af Australian National University til at undersøge jordbunden i området, men det skal snart vise sig, at han vil blive kendt for en, ja faktisk to, helt andre opdagelser. Opdagelser der vil omskrive ikke blot Australiens, men hele menneskehedens historie. Her ved bredden af den udtørrede kæmpesø støder han først på flere forskellige lag og bunker af østersskaller, der tyder på forhistorisk liv, derefter på et menneskekranie, så en torso, og til sidst et helt skelet.

I begyndelsen af det 20. århundrede var den gængse opfattelse, at aboriginerne, Australiens indfødte folk, kun havde været i Australien i omegnen af 400 år. Her i år 1968, da Jim Bowlers vandrestøvler finder vej til den udtørrede sø, har man løftet tidsestimatet til omkring 8.000 år. Men kraniet fra det skelet, han netop har fundet - et skelet, der senere vil blive kendt under navnet “Mungo Lady” - viser sig ved en kulstof-14 analyse at være op til 25.000 år gammel. Med andre ord bliver det med ét slag bevist, at aboriginerne har været i Australien hele 15.000 år tidligere, end man hidtil har antaget. Som om det ikke er skelsættende nok, finder Jim Bowler seks år senere, i februar 1974, endnu et skelet, den såkaldte “Mungo Man”, der viser sig at være mindst  40.000 år gammelt. De to videnskabelige fund slår, som de første af flere, fast, at aboriginerne har den ældste fortsat vedligeholdte kultur i verden. Fundene sætter derudover også en tyk streg under det, aboriginerne har fortalt igen og igen: At de som folk har været i Australien siden tidernes morgen.

Når man har sat sig for at give et indblik i Australiens migrationshistorie, er der flere forskellige steder, man kan lade sin fortælling begynde. Med aboriginernes tilstedeværelse på kontinentet er den således både ældgammel og relativt ny. Man kan gå helt tilbage til begyndelsen, da de første mennesker satte deres fødder på den røde jord og fortsætte udforskningen af den fascinerende fortælling, om hvordan de, aboriginerne, nåede så langt, mens langt størstedelen af jordens befolkning stadig befandt sig på det afrikanske kontinent. Man kan springe mange, mange tusinder af år frem i tid og begynde ved Australiens løsrivelse fra Storbritannien og oprettelsen af en egentligt føderation og nationen Australien i år 1901. Man kan begynde med de såkaldte bådflygtningene i 1970’erne. Eller langt derfra i tid, i 1400-tallet, hvor man formoder, at kineserne fandt vej til Australien efter i århundrede at have købt søpølser fra indonesiske sejlere, der lagde til og fangede dem ved den Australske nordkyst. Eller man kunne begynde ved hollændernes kortlægning af dele af nord- og vestkysten af Australien, der førte til betegnelsen “New Holland”, eller ved Abel Tasmans opdagelse af ø-staten Tasmanien i 1642.

Næstefter aboriginernes ankomst til landet, er der dog ingen tvivl om, at ankomsten af én bestemt person ikke kan forbigås. Det er med andre ord på tide at løfte blikket væk fra den udtørrede og rynkede jord ved den urgamle Lake Mungo i New South Wales og i stedet skue ud over Australiens østkyst. Hvis man på samme tid springer helt frem til år 1770, har man her en helt unik mulighed for at få et glimt af de udspilede sejl på det tremastede skib Endeavour. Det er under sejlene, her på dækket, at man at finder ham. Den person, der ikke kan forbigås. Den britiske søofficer og opdagelsesrejsende James Cook.

(Baggrundsbillede: Jeanette Frank Nielsen.)

En hemmelig rejse i en forseglet konvolut

"Hemmelig rejse.
Løjtnant Cook afventer gode vinde.
Eftersøgning efter ukendt kontinent syd for Ækvator."

Sådan lyder den tredelte overskrift på forsiden af avisen London Gazette fredag den 19. august år 1768. Overskriften tilhører en længere artikel, der tager læserne med til havnen i den engelske by Plymouth, hvor det imponerende skib Endeavour har lagt til kaj. Rygterne, som artiklen gengiver, går på, at skibet er udset af den britiske regering til at skulle føre løjtnant James Cook og en større besætning ud på en langvarig videnskabelig rejse for et af verdens ældste videnskabelige selskaber: Royal Society i London. Det er en rejse, der skal føre mandskabet til Tahiti, hvor holdet som et af tre rundt om i verden skal observere den Venus-passage, som videnskabsmænd har regnet sig frem til, der vil finde sted det følgende år. Og så er det vigtigst af alt en rejse, der derefter skal føre dem til Det Sydlige Stillehav, hvor de skal søge efter “det store kontinent, som det forlyder skulle være lige så stort som Europa og Asien tilsammen”, som der står i artiklen. Et kontinent, der på det her tidspunkt kun findes uklare beskrivelser af. Et kontinent, der på kort er markeret som “Terra Australia Nondum Cognita”.

Ifølge artiklen i London Gazette er den sidste del af rejsen mod det ukendte kontinent dog stadig omfattet af en stor mængde hemmelighedskræmmeri, da selve ordren om den del af rejsen efter sigende skulle befinde sig i en forseglet konvolut, der først må brydes, når observationen af Venus-passagen er udført. Ikke desto mindre mener korrespondenten bag artiklen i London Gazette at vide, at ordren i den forseglede konvolut indeholder instruktioner til Løjtnant James Cook om på hans majestæts vegne at tage de ubeboede lande, han måtte støde på, i britisk besiddelse, samt at observere samt kultivere et venskab med eventuelle indfødte.

(Baggrundsbillede: Jeanette Frank Nielsen.)

Terra Australia Nondum Cognita

Klokken er 18 den 19. april 1770, da mandskabet på Endeavour første gang skuer Australien. Det er et helt år siden, at de succesfuldt udførte observationen af Venus-passagen på Tahiti, og i det forgange år har de blandt andet også nået at vende New Zealand.

Den 29. april lykkes det for mandskabet og James Cook at lægge til ved den Australske kyst, ved hvad der senere får navnet “Botany Bay”. I de næste mange måneder sejler skibet langs den australske østkyst, hvor det lægger til flere forskellige steder. Her oplever James Cook og det øvrige mandskab endelig det sagnomspundne land i syd. De støder igen og igen på mærkværdige dyr, blandt andet overdimensionerede rotter, der hopper afsted, overalt hvor de kommer frem - "kænguruer", kalder de indfødte dem. De fascineres af en ukendt og farverig flora. Og så møder de de indfødte, aboriginerne, som ikke tager udelt glædeligt imod dem.

Da Endeavour når tilbage til Storbritannien i sommeren år 1771, kan Løjtnant Cook berette, at han - uden forhandling med aboriginerne, i øvrigt - har taget et større område af Australien i besiddelse under den engelske trone. “New South Wales” har han kaldt det, og han beskriver det som frodigt og - måske vigtigst af alt - “velegnet til bosættelse”.

Baggrundsbilledet - dyrene og klippen undtaget - er taget tæt ved den lille by ”Town of 1770” i østlige Australien. Det er, som navnet henviser til, netop et af de steder på den australske østkyst, man har fundet beviser på, at Endeavour lagde til i år 1770.

(Baggrundsbillede: Jeanette Frank Nielsen.) 

Thi kendes for ret: I lænker til Australien

Der går hele 18 år, fra aboriginerne første gang ser sejlene fra Endeavour, til det engelske flag endnu engang toner frem fra søsiden. Det er i januar 1788, hvor Den første flåde ligger til med ikke mindre end 11 skibe med blandt andet 759 straffefanger ombord: 568 mænd, 191 kvinder og 13 børn ifølge med deres mødre. Alle under ledelse af guvernøren, Kaptajn Arthur Phillip. Fra britisk side er det blevet besluttet, at man vil bruge det nyerhvervede land til at aflaste de engelske fængsler. Indtil nu har man brugt det amerikanske fastland til det, men med den nyligt vundne uafhængighed har amerikanerne sat en stopper for den ordning. Ud over at bruge den nye jord til at aflaste de britiske fængsler er planen også at oprette et selvforsørgende samfund her på den sydlige halvkugle med landbrug og lignende, der kan være den spæde start på en egentlig britisk koloni i Stillehavet - gerne før andre kolonimagter får planer om det samme. Med de første af mange, mange straffefanger på australsk jord, tager grundlæggelsen af byen Sydney dermed sin begyndelse. Ikke som et typisk fængsel, men som en koloni af fanger med en relativ stor grad af frihed. Fangerne bliver sendt fra Storbritannien, Irland og - i en mindre skala - fra de britiske kolonier, og fra 1788 til 1840 ankommer der 80.000 alene til staten New South Wales.

Selvom intentionerne er gode, går der ikke længe, før forholdet mellem straffefangerne og aboriginerne kører helt skævt. Allerede ved begyndelsen af 1800-tallet er aboriginerne omkring Sydney således helt frarøvet deres eksistensgrundlag. Det er en udvikling mellem de nyankomne og aboriginerne, der kommer til at gentage sig igen og igen rundt omkring i landet.

(Baggrundstegningen af engelske straffefanger: State Library of NSW.) 

GULD!

Guld! Gyldent, skinnende og fuld af løfter for fremtiden.

Godt 200 kilometer ind i landet fra Sydney ligger byen Bathurst. I 1851 kommer den pludselig på alles læber, da der bliver opdaget guld her. Det er en opdagelse, der i den grad kommer til at ændre migrationen til Australien. De første migranter under den engelske trone blev sendt til Australien mod deres vilje, og frivillige migranter fra primært Storbritannien og Irland fulgte trop - nogle for egne penge, andre med økonomisk støtte fra den britiske regering. Men nu kommer migranterne rejsende fra hele verden og fra alverdens baggrunde. Guldfeberen raser. Fra 1851 til 1861 ankommer over 600.000 migranter til kontinentet. Størstedelen kommer stadig fra England og Irland, men derudover kommer 60.000 fra resten af Europa, 42.000 fra Kina, 10.000 fra USA og lidt over 5.000 fra New Zealand og det øvrige Stillehavsområde.

Selvom migrationsstrømmen falder mere til ro efter år 1861, er der stadig en øget interesse i resten af verden for at emigrere til Australien. I år 1901 er Australiens befolkning vokset til fire millioner indbyggere. I samme år får landet en føderal forfatning og bliver dermed en selvforvaltende koloni under det britiske imperium. Det er blandt andet den såkaldte ‘guldgravermentalitet’ samt den hastigt voksende befolkning, hvoraf de fleste (cirka tre-fjerdedele) nu er født i og aldrig har været uden for Australien, der har forstærket kravet om politisk selvstyre. I guldgraverbyerne er der dog også et andet ønske, der er vundet frem. Ønsket om at holde især én bestemt befolkningsgruppe ude af landet. Der er med andre ord en helt ny form for grænse på vej til landet på den sydlige halvkugle.

En juridisk en af slagsen.

(Baggrundsbillede: Optimarc via Shutterstock.)

White Australia Politikken: En effektiv mur af paragraffer

Kineserne! Tænk nu, hvis de overtager det hele?! Allerede fra år 1850 og frem breder der sig en frygt i det australske samfund. En frygt for, at de mange kinesere, der kommer til landet i jagten på guld, skal blive så talrige, at de til sidst helt vil overtage guldminerne. Og en frygt for, at de vil oversvømme arbejdsmarkedet og presse lønningerne. Det er en frygt, der kommer til at bane vejen for et helt nyt tiltag på migrationsområdet, da de seks australske kolonier i 1901 bliver samlet til én fælles føderation under britisk styre.

En af de første handlinger, det nyvalgte parlament udfører, er derfor at vedtage "The Immigration Restriction Act". En politik, der i folkemunde bliver kendt som "White Australia-politikken". Formålet med politikken er at holde især kinesere, men også japanere og polynesiere, ude af Australian og på den anden side favorisere indvandrere fra Europa. Med andre ord: At sikre den hvide dominans i landet. Nøgleelementet i politikken er indførelsen af en diktat-test, man skal bestå for at kunne immigrere til Australien. I testen skal man stave til 50 forskellige ord, der alle bliver dikteret på et eller flere af de europæiske sprog. Og politikken virker: Mens der i år 1850 arbejdede cirka 50.000 kinesere i Australien, er tallet faldet til godt 7.000 i år 1947.

Først fra 1950’erne og frem bliver der løsnet gradvist op for politikken igen, før den i år 1973 officielt bliver ophævet. Herfra lyder det gældende princip i immigrationspolitikken, at det ikke skal være migranternes oprindelsesland, men derimod deres personlige og faglige kvalifikationer, der skal være udslagsgivende. Helt indtil år 1982 bliver de britiske immigranter dog stadig favoriseret gennem forskellige økonomiske sponsorater.

(Baggrundsbillede af en kinesiske guldgraver foran William A. Sac’s Chinese Boarding House, Gulgong fra omkring år 1875: American & Australasian Photographic Company, State Library of New South Wales.)

Verdenskrige, flygtninge og migranter

Den 28. juni 1914 lykkes det for den serbiske nationalist, den nittenårige Gavrilo Princip, at skyde og dræbe den østrig-ungarske tronfølger, Frans Ferdinand. Attentatet giver Østrig-Ungarn et påskud for at erklære krig mod Serbien, og det sætter gang i en hel stribe af krigserklæringer på kryds og tværs af landene i Europa. Da kalenderen viser den 1. august 1914, er Første Verdenskrig en realitet.

Mens det i 1800-tallet var fundet af guld i Australien, der blev afgørende for immigrationen til landet, er det her i 1900-tallet hændelser langt væk fra landets grænser, der kommer til at være afgørende for migrationsmønstrene. For det første ophører indvandringen nærmest med udbruddet af Første Verdenskrig, og for det andet oplever nogle migrantgrupper, der førhen har været accepteret i det australske samfund, nu at blive stemplet som “fjender af staten” som direkte konsekvens af skillelinjerne i krigen. De, der er født i Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet bliver pludselig interneret eller underlagt skrappe restriktioner i deres hverdag, og nu er White Australia-Politikken også vendt mod dem. Under Anden Verdenskrig gentager mønstret sig påny, nu er det blot migrantgrupperne med italienske, japanske og - igen - tyske aner, der på lignende vis oplever at blive udråbt som fjender af staten og at blive udsat for en omfattende overvågning.

Modsat krigsårene er både mellemkrigsårene og tiden efter Anden Verdenskrig præget af et sandt boom i migrationen. I mellemkrigsårene genindfører den britiske regering samt kirker og andre organisationer forskellige ordninger, så de britiske borgere kan søge om økonomisk hjælp til at migrere til en af de britiske domæner eller kolonier. Da USA på samme tid forsøger at bremse immigrationen fra Sydeuropa, får flere unge mænd fra Grækenland og Italien ligeledes øjnene op for Australien.

Mens Børskrakket i 1929 og Den Store Depression sætter en stopper for de økonomiske hjælpeordninger, og migrationsstrømmen dermed bliver betydeligt svækket, går den australske regering til gengæld all-in på igen at tiltrække så mange migranter som muligt, da Anden Verdenskrig ender i 1945. Da Japan under krigen kommer yderst tæt på at besætte Australien, går det nemlig op for de australske politikere, at en stor befolkning, der kan udfylde de tomme landområder og ikke mindst udgøre en kraftfuld arbejdsstyrke inden for de krigs-vigtige industrier (såsom jern-, stål-, jernbane-, mine- og ikke mindst vandkraftsindustrien) er et vigtigt og stærkt våben i kampen for at kunne modstå angreb udefra. Som den Australske Premierminister Ben Chiefly senere udtaler: “Vi må befolke Australien så hurtigt, som vi kan, før nogen andre beslutter sig for at gøre det for os.”

Til at hjælpe netop den udvikling på vej, bliver der i år 1945 oprettet et Immigrationsministerium, som sætter et mål på en årlig vækst i befolkningstallet på to procent. Da ministeriet anslår, at kun halvdelen af den ønskede vækst vil komme af sig selv, fastsætter regeringen et mål om at tiltrække 70.000 migranter om året, hvoraf man ønsker at størstedelen skal komme fra Storbritannien. Da det viser sig, at det ikke er muligt at tiltrække så stor en mængde migranter fra Storbritannien alene, indgår Australien i 1947 i stedet en aftale om at acceptere minimum 12.000 flygtninge om året fra specielt Polen, Jugoslavien, Letland, Ukraine og Ungarn. Lande, hvor flere millioner mennesker er blevet internt fordrevne blandt andet efter ophold i de nazistiske koncentrationslejre.

Igennem de næste syv år ankommer der næsten 171.000 personer til Australien gennem den aftale. På verdensplan er det dermed kun den nyoprettede stat Israel, der i de år accepterer flere flygtninge end Australien. For alle de nyankomne flygtninge gælder det, at de til gengæld for deres ophold skal arbejde for Australien. Et arbejde, der oftest er både hårdt og farligt. I takt med at antallet af flygtninge, som Australien kan hente til landet, lige så roligt ebber ud, vender den australske regering sig i stedet mod resten af Europa og forhandler flere forskellige immigrationsordninger igennem med landene her - fx en med Danmark i 1954.

Som følge af den nye politik ændrer Australiens befolkning med andre ord kraftigt karakter. Fra at være et engelsk-skotsk-irsk samfund med et mindre tysk islæt, er den australske befolkning nu betydelig mere mangfoldig i sit udtryk.

(Fotografierne i denne sektion er alle fra The Australian National Maritime Museum. De viser forskellige episoder fra den store migrantbølge mod Australien efter Anden Verdenskrig. Fotografierne er taget i tidsrummet 1945-1954.)

"The Boat People"

I den nordlige, subtropiske del af Australien kaster Timorhavet sine bølger ind mod byen Darwin. Byen er den største i det tyndtbefolkede nordlige territorium af landet, og i april 1976 kommer den pludselig i fokus, da en båd lægger til her med fem flygtninge eller fem “boat people”, som de bliver døbt af de australske medier.

Igen skal årsagen findes langt fra de australske kyster: Mens den Den Kolde Krig har fikseret Vesten, er kampen mellem kommunismen og liberalismen alt andet end kold i Vietnam, og over halvdelen af den vietnamesiske befolkning er fordrevet fra deres hjem. Mens langt de fleste vietnamesere er flygtet enten internt til andre områder i landet eller til nabolandene, har en mindre gruppe af dem i stedet begivet sig ud på det skvulpende hav med en efterhånden ganske kendt destination: Australien. Gennem de næste fem år ankommer der lidt over 2000 vietnamesere, i hvad der sidenhen bliver beskrevet som “den første immigrationsbølge”. Anden bølge begynder i år 1989 med ankomsten af 27 bådflygtninge, og i de følgende ni år ankommer der omkring 300 flygtninge om året, de fleste af dem fra Cambodia, Vietnam og det sydlige Kina.

I begyndelsen er folkestemningen i Australien venligt stemt over for de bådflygtninge, der ankommer til landet i kølvandet på Vietnamkrigen. Ankomsten af de første fem flygtninge vækker faktisk nærmest ikke røre uden for Darwin. Sympatien rinder dog ud, i takt med at flere og flere både lægger til ved landets kyster, og en snigende frygt for, hvad flygtninge kan betyde for arbejdsløsheden, begynder at opstå. I aviserne bliver der nu spekuleret i, om der er tale om “egentlige” flygtninge, og deres ankomst bliver nu pludseligt omtalt som “an invasion", “a tide" og “a yellow peril", og fra officielt hold bliver udtrykket “the boat people” pludselig til “irregular maritime arrivals”,  “unauthorized boat arrivals” og “unlawful boat arrivals”. Frygten, som medierne lader komme til orde, er, at Australien er ved at miste kontrollen med sine egne grænser - at landet er ved at blive oversvømmet af flygtninge.

Selvom antallet af asylansøgere, der kommer til Australien, er relativt lille i sammenligning med antallet af flygtninge til de andre industrialiserede lande, har Australien i slutningen af 1970’erne opført tre detentionscentre, hvor asylansøgerne bliver placeret, mens de får deres sag behandlet. To centre i det sydøstlige Australien, i Sydney og Melbourne, og et i Perth i Vestaustralien.

“Stop the boats” - Tampa-sagen

Langt væk fra Australiens nordvestkyst i det Indiske Ocean er det australske “søg-og-red”-hold kommet på sporet af en fiskerbåd, der er kommet i havsnød på grund af motorproblemer. Året er 2001, og det er vinter her på den sydlige halvkugle. I nærheden af den nødstedte fiskebåd er containerskibet MV Tampa, anført af den norske kaptajn Arne Rinnan, på vej mellem Fremantle i Australien og Singapore. Det er Arne Rinnans næstsidste tur som kaptajn, inden han skal på pension. Da de australske myndigheder tager kontakt til ham og beder ham om at komme fiskerbåden til undsætning, er det dog alt andet end en rolig pensionisttilværelse, Arne Rinnan får udsigt til. Tværtimod bliver opkaldet begyndelsen på 10 højspændte uger, der kommer til at ændre Australiens migrationspolitik for stedse. På trods af at Arne Rinnan og hans besætning får reddet samtlige af de over 400 flygtninge, der befinder sig på fiskerbåden, op på dækket af MV Tampa, går der nemlig ikke lang tid, før situationen bliver ganske kompliceret. Det sker, da den norske kaptajn, hans besætning og den store gruppe af bådflygtninge pludselig forvandles fra at være en gruppe almindelige og tilfældigt sammenbragte mennesker til at udgøre en særdeles vigtig brik i et storpolitisk spil. For, for første gang lyder den sætning nu hen over bølgerne, der sidenhen bliver synonym med den australske flygtningepolitik:

“Stop the boats!” - “Stop bådene!”

På MV Tampa må Arne Rinnan kort efter redningsaktionen opgive sin oprindelige plan om at sejle gruppen af bådflygtninge, der både inkluderer børn, gravide og flere syge personer, til den nærmeste havn i Indonesien. Flygtningene kræver nemlig at blive sejlet til den lille ø, Christmas Island (Juleøen), der hører under det australske territorium, for herfra at kunne søge om asyl i Australien. Hvis Arne Rinnan ikke følger deres ønske, vil de “go crazy”, fortæller de. Selvom Arne Rinnan ikke helt ved, hvad han skal lægge i det, følger han kravet og ændrer kursen, blot for kort derefter at modtage kontraordre fra australierne over radioen. Her lyder det nu fra højeste sted, at australierne vil borde hans skib og potentielt fængsle ham, hvis han sejler ind i australsk farvand. Med andre ord: MV Tampa vil under ingen omstændigheder få lov at lægge til land i Australien.

For at forstå hvorfor Tampa-affæren, som den siden er blevet døbt, udvikler sig, som den gør, må man træde et skridt tilbage og kigge nærmere på de to år, der leder op til redningsaktionen i Det Indiske Ocean: Siden 1999 har australierne gradvist kunnet følge med i, at den såkaldte tredje bølge af bådflygtninge efter flere stille år er begyndt at komme til landet. I modsætning til bådflygtningene fra de to tidligere bølger, hvor der maksimalt kom 1000 personer årligt, er der nu primært tale om flygtninge fra Mellemøsten i stedet for Asien, og der kommer nu fra 3.700 til 5.000 årligt - og flere af dem ankommer med hjælp fra menneskesmuglere. I flere dele af det australske samfund er der med andre ord begyndt at vokse en følelse frem af, at strømmen af flygtninge, der fortsat søger mod landet, bliver stærkere og stærkere, og at man ikke har en chance for hverken at kunne stoppe, bremse eller blot kontrollere udviklingen på. Derudover lyder der igen, som der gjorde i 70'erne, røster om, at de flygtninge, der kommer til landet via bådene, “snyder foran i køen” - altså at de snyder foran de flygtninge, der kommer til Australien som FN-kvoteflygtninge.

Flygtningene, som Arne Rinnan har samlet op på MV Tampa, er altså bare de seneste i en større gruppe af flygtninge, der har søgt mod Australien. Men denne gang er der alligevel noget, der er anderledes. Flygtningene er ikke nået ind i australsk farvand, da de bliver samlet op, og derudover er det denne gang heller ikke et australsk skib, der har samlet dem op. For første gang øjner den australske regering altså en reel chance for at kunne sige “nej”. En chance for at kunne udvise kontrol - og det endda i et valgår.

Mens australierne og resten af verden, som også har fået øjnene op for dramaet på havet, kun kan følge med på afstand via grynede, langdistance tv-billeder, har Arne Rinnan i sit kontroltårn udsigt fra første parket. Her bliver han vidne til, at flygtningene på dækket begynder en sultestrejke, da de via en radio opfanger nyheden om, at Australien vil nægte dem indrejse. Da der derudover også er flere syge mennesker ombord på skibet, ser han til sidst ingen anden udvej end at opsende et mayday-signal, trodse den australske regering og sejle ind i australsk farvand. Det fører straks til, at de australske specialtropper, der har holdt øje med MV Tampa, border skibet og endnu engang beordrer Arne Rinnan til at vende om. Det nægter han.

Mens kritikken tager til i det internationale samfund over håndteringen af Tampa-sagen, oplever den australske premierminister, John Howard fra partiet “The Liberals” en uhørt høj tilslutning til hans beslutning om ikke at lade MV Tampa komme i land. Ifølge meningsmålinger bakker hele 80 procent af befolkningen op om hans måde at tackle sagen på. Løsningen på den gotiske knude kommer derfor først efter flere dage, da New Zealand tilbyder at tage imod alle familierne ombord på Tampa, og Australien dernæst får overtalt det lille land Nauru til at tage imod resten af flygtningene i dertil oprettede detentionscentre på øen. En aftale, der indebærer, at Australien donerer lige godt 100 millioner danske kroner til ø-staten.

I de følgende seks uger forsøger yderligere ti både at nå frem til Christmas Island under stor dramatik. En af dem synker og tager 353 flygtninge med sig i døden. Tampa-sagen er dog utvivlsomt “begyndelsen på et vendepunkt”, som den daværende premierminister John Howard udtrykker det. Med håndteringen af Tampa-sagen er den australske regering nemlig gået fra at behandle ankomsten af bådflygtninge som et migrationsanliggende til at behandle det som et forsvarsanliggende. Et skifte, der kun bliver yderligere cementeret, da terrorangrebet på World Trade Center i New York finder sted kort derefter. De såkaldte offshore-detentionscentre er nu en realitet, det vil sige detentionscentre, der bliver placeret i andre lande end Australien, og politikken er klar: Migrantbådene skal forsøges stoppes og vendes om mod Indonesien, hvor de er stævnet ud fra.

Mens den nye politik bliver mødt med stærk kritik fra flere NGO’er, herunder Amnesty International, der argumenterer for, at de dårlige forhold i detentionscentrene blot vil forværre de mange asylansøgeres i forvejen skrøbelige mentale helbred, vinder John Howard, der før Tampa-sagen stod til at tabe, det australske valg - og det med et endnu større flertal end før. Af de bådflygtninge der kommer i foråret 2001, bliver 70 procent af dem anerkendt som egentligt flygtninge. I dag bor hovedparten, omkring 700 af dem, i Australien.

(Baggrundsbilledet er et fotografi, som det norske rederi bag MV Tampa sendte ud til medierne, mens sagen stod på, for at gøre opmærksom på deres dilemma på havet.)

No Way - You Will Not Make Australia Home

“13 afrikanere er forsvundet fra Commonwealth Games.” Sådan lyder en overskrift, der spreder sig i de internationale såvel som de danske nyheder midt i april-måned i år, år 2018. Australien er vært for det store sportsarrangement Commonwealth Games, hvor atleter fra hele Commonwealth deltager i flere forskellige discipliner. Da de 13 afrikanske atleter fra henholdsvis Cameroun, Rwanda, Uganda og Sierra Leone er kommet til Australien på et visum, der er gyldigt til midt i maj, opholder de sig, da artiklerne begynder at cirkulere, sådan set stadig lovligt i landet - de er blot forsvundet. Selvom den ansvarlige pressemand for Camerouns hold, Simon Molombe Lyonga, der bliver interviewet i artiklerne, understreger, at han hverken ved, hvor atleterne befinder sig, eller kender til deres konkrete planer, er han dog ikke sen til at komme med sit eget gæt på, hvorfor syv af atleterne, hans landsmænd, fire boksere og tre vægtløftere, har forladt deres hoteller: “Som vi nok ville sige i Afrika: De er taget ud for at finde grønnere græsgange i Australien,” svarer han.

Da partiet Labor kommer til magten i 2007, løsner den nyvalgte premierminister op for den immigrationspolitik, der blev indført som følge af Tampa-sagen - blandt andet ved at lukke ned for offshore-detentionscentrene. En beslutning, der bliver rost af FN. Da der kort efter indførelsen af den nye politik kommer en stigning i antallet af bådflygtninge, forsøger regeringen dog at genindføre centrene. Det er ikke desto mindre først, da “The Liberals” igen kommer til magten i år 2013 anført af premierminister Tony Abbott, at der endnu engang kommer et dyk i antallet af asylansøgere. Støttet af Labor indfører Abbott-regeringen en immigrationspolitik kaldet “Operation Sovereign Borders”, der ligger i direkte forlængelse af den immigrationspolitik, der blev indført efter Tampa-sagen. Det vil sige en politik, hvor Australien gør brug af offshore-detentionscentre i andre lande, hvor bådflygtninge anses for at være et forsvarsanliggende, og hvor krigsskibe fra den australske flåde patruljerer i farvandene ud for Australien for enten at presse flygtningebådene til at vende tilbage til deres afgangssted, eller alternativt for at samle flygtningene op for at sejle dem til et offshore-detentionscenter. “Operation Sovereign Borders” får dog en yderst vigtig tilføjelse: Fra nu af vil ingen af de asylansøgere, der forsøger eller lykkes med at komme til Australien uden et gyldigt visum, nogensinde få lov til at slå sig ned i Australien. I stedet vil de, hvis de bliver anerkendt som flygtninge, blive tilbudt at blive genbosat i et af de lande, hvor Australien har offshore-detentionscentre. Sloganet “No Way - You Will Not Make Australia Home” er født.

Hvis det viser sig, at de 13 afrikanerne, rent faktisk er taget ud for at finde grønnere græsgange i Australien, har de dermed skaffet sig selv en stor fordel. I modsætning til de flygtninge og migranter, der forsøger at nå til Australien over havet, er de nemlig kommet til landet med et gyldigt visum. Og efter den australske regering i 2013 indførte endnu en omfattende tilføjelse til landets immigrationspolitik, er dét den detalje, der kan komme til at gøre hele forskellen. Med det i hånden - og på australsk jord - vil de nemlig kunne søge asyl i Australien.

To år efter “Operation Sovereign Borders” er sat i værk, er antallet af asylansøgere, der er kommet med båd til Australien faldet fra omkring 25.000 til mindre end 200. Siden er der ifølge de australske myndigheder ikke kommet bådflygtninge til Australiens kyster. Den australske praksis med brug af offshore-detentionscentre og en privatisering af behandlingen af asylansøgerne har både vist sig at være meget dyr, og ikke mindst er Australien gentagne gange blevet endda særdeles stærkt kritiseret af blandt andre FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og af flere andre NGO'er for de forhold, som asylansøgerne lever under på offshore-detentionscentrene. Her har der flere gange været sultestrejker, gentagne anmeldelser af voldtægter og flere tilfælde af selvskade og selvmord blandt asylansøgerne. Ikke desto mindre har både den danske regering, flere europæiske lande og EU ad flere omgange vist interesse for at kopiere, hvad der nu er kendt som “Den australske Model”. Fra den australske regering lyder det, at der, siden politikken blev indført, ikke har været en eneste registreret drukneulykke blandt bådflygtninge, og at det er Nauru selv, der er ansvarlig for at sikre asylansøgerne ordentlige forhold. Med undtagelse af partiet “The Greens” er der en fortsat stærk opbakning til at føre en hård flygtningepolitik for fortsat at afskrække bådflygtningene fra overhovedet at forsøge at komme til Australien fra søsiden. Derudover lader det til, at de afgørende svingvælgere i Australien specielt stemmer ud fra bådflygtningepolitikken - og at de favoriserer de partier, der fører en hård linje.

På samme tid med at Australien fører en hård flygtningepolitik, er Australien dog fortsat det land i verden, der tager imod næstflest FN-kvoteflygtninge - omkring 21.000 i 2016-2017.  Siden Anden Verdenskrig har Australien taget imod 840.000 flygtninge, og hvert år giver landet adgang til 190.000 arbejdssøgende migranter, der fra dag ét får permanent opholdstilladelse og mulighed for statsborgerskab efter fem år. Derudover er Australien i dag et af verdens mest multikulturelle lande, hvor 45 procent af befolkningen enten er født uden for landets grænser eller har mindst en forældre, der er det. En af dem er Ali.

(Baggrundsbillede: Jeanette Frank Nielsen.)

Alis historie

Det er aften, og i det gryende mørke er den australske by Melbourne så småt begyndt at lyse op. Året er 2018, og det er her i byen, de befinder sig: Ali, hans kone og lille søn. Alis far, mor og tre brødre bor også i Australien - og de klarer sig alle godt. Familien taler sjældent om deres farefulde færd over havet frem mod landet på den sydlige halvkugle, men når de gør, er det oftest i forbindelse med, at de hører om, hvordan Australien og flere andre vestlige lande gør det sværere og sværere at opnå asyl. På samme tid med at Ali priser sig lykkelig for, at han og hans familie selv nåede at flygte og blive tilkendt asyl, før det hele blev så meget sværere, rumsterer en tanke ofte i ham: "Hvad er forskellen på dem, der flygter nu, og mig og min familie?"

For Ali, hans tre brødre og mor, ville skæbnen, at de endte med at blive samlet op af det samme flådeskib, der kort forinden også havde fået flere af flygtningene fra MV Tampa med. Ali, hans tre brødre og mor var dermed sammen med Tampa-flygtninge en del af den allerførste gruppe flygtninge, Australien sendte til et detentionscenter på Nauru. Her endte de med at opholde sig et helt år, før deres asylsag var færdigbehandlet.

Tiden i detentionscentret på Nauru er et kapitel, som Ali ikke har mange positive minder fra - usikkerheden og ventetiden har lagt et vis mørke ind over det. Han husker dog tydeligt, da beskeden endelig kom om, at de var blevet anerkendt som flygtninge og ville få asyl og - vigtigst af alt - blive genforenet med Alis far i Australien. Den dag i dag driller Alis voksne brødre ham stadig med, hvordan han stod i lejren og både græd af glæde over afgørelsen og af sorg over at skulle sige farvel til alle de andre i lejren, der forsat var ved at få deres sager behandlet. Tårer af både glæde og sorg, der flød ud af øjnene på ham, mens han forsatte med at spise det æble, han var igang med, da beskeden lød.

I dag er langt de fleste af Alis venner indfødte australier, men han støder fra tid til anden ind i nogle af dem, han var på Nauru sammen med, når han kommer i sin lokale moské. En af Alis brødre, der har en butik, møder også nogle af de andre flygtninge fra tid til anden, når de kommer og handler ved ham - og Alis mor har fortsat også kontakt til flere af de andre mødre, hun mødte på Nauru.

På trods af året på Nauru, føler Ali generelt, at australierne og Australien tog virkelig godt imod både ham og hans familie. I dag beskriver han sig som en irakisk australier, og selvom han gerne ville prøve at bo i Irak en dag og stadig betegner sit blod som irakisk, tænker han ikke længere på Irak som sit hjemland. For ham og hans familie er der ingen tvivl om, hvor hjem er. Det er lige her.

I Australien.

Alis historie er en virkelig historie og bygger på et længere interview med ham.

(Baggrundsbillede af Melbourne: Shutterstock. Find de samlede kilder til denne case HER.)