EU og Middelhavet

”Aldrig igen!”
- et europæisk fællesskab fødes

Radioen knitrer varmt ud i de danske hjem. Klokken er omkring 20.30. Datoen er den 4. maj 1945.

"Då-då-då-då. Då-då-då-då."

Lyder det med bløde, tunge trommeslag, før en storladen orkestermusik tager over. “Her er London, BBC sender til Danmark,” siger den danske radiospeaker Johannes G. Sørensen hen over musikken, da han indleder den illegale, dansksprogede nyhedsudsendelse. “Vi begynder med krigsnyhederne om Danmark, herefter Frihedsrådets proklamationer, de udenlandske nyheder i øvrigt, en skildring af forholdene i Danmark, og en beretning om det tyske sammenbrud i Nordtyskland,” fortsætter han, mens musikken fader, og nyhedsudsendelsen for alvor går igang. Godt fem minutter senere stopper Johannes G. Sørensen brat sin rapportering.

Tavshed.

Rundt omkring i landet bliver der udvekslet undrende blikke og stirret intenst mod radioerne, der de næste 12 lange sekunder kun udsender en småknitren. Så lyder Johannes G. Sørensens stemme endelig igen: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.” Med ét er fem års tysk besættelse er pludselig slut. Dér, foran radioerne, begynder det overvældende budskab at synke ind. Mørklægningsgardinerne rives ned og brændes symbolsk på gaderne over hele landet, hvor folk strømmer ud for at fejre friheden sammen. De tyske troppers officielle kapitulation i Danmark finder egentligt først sted morgenen efter, den 5. maj klokken 8, men det er der ingen, der går op i her på denne forårsaften og -nat midt i befrielsens rus.

Anden Verdenskrig er slut. Krigens afslutningen bliver fejret verden over de følgende dage. De allierede styrker har formelt set vundet, men i praksis har hele Europa tabt. Kontinentet er efterladt i ruin. Helt konkret, i økonomisk og i åndelig forstand. Hvordan kunne det dog ske, at naboer gik grassat på hinanden i så ødelæggende en krig? For anden gang inden for 25 år?

En ting er sikkert: Det må aldrig ske igen.

Stålfast forsoning

Kul og stål bliver svaret på ønsket om at undgå en ny krig. Men hvad har kul og stål med forsoning at gøre, kan man så spørge? Jo, tanken er, at hvis de europæiske lande samarbejder om de industrier, der er forudsætning for en militær oprustning, kommer det til at udgøre en forsikring mod, at landene igen finder på at opruste mod hinanden.

Konrad Adenauer, Vesttysklands første kansler, er en af de stærke fortalere for et sådant fællesskab. På baggrund af sit utrættelige arbejde for at forsone Europa efter krigen bliver han i øvrigt kåret til årets mand af TIME Magazine i 1954. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab bliver en realitet i 1952. I første omgang med Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland som medlemmer.

Startskuddet til en omfattende europæisk integrationsproces har lydt.

Det europæiske fællesskab vokser langsomt

Smilende mænd i mørke jakkesæt med vandkæmmet hår. Året er 1957, og mændene - Europas ledere - har netop underskrevet Rom-traktaten, det vil sige fødselsattesten på det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Det er derfor, de smiler. For EØF kommer til at knytte medlemslandede endnu tættere sammen blandt andet gennem toldfri samhandel. Fællesskabet rummer dog stadig kun de seks føromtalte lande - Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland.

I 1973 slutter også Danmark sig til det Europæiske Fællesskab sammen med Storbritannien og Irland, og støt og roligt bliver samarbejdet udvidet, omend det bestemt ikke er uden udfordringer.

For samtidig med at de vesteuropæiske lande i disse år nærmer sig hinanden, er tiden præget af Den Kolde Krig. Europa bliver i årtier efter Anden Verdenskrig ikke mere forsonet, end at det er skåret midt over af ”Jerntæppet” - en grænse mellem Vesteuropa og det kommunistiske Central- og Østeuropa befæstet med pigtråd og landminer.

Og mens politikerne har store ambitioner, har de ikke altid befolkningerne med. For eksempel stemmer danskerne, til manges overraskelse og de europæiske lederes forfærdelse, i 1992 nej til Maastricht-traktaten. Traktaten lægger op til en kraftig udvidelse af det europæiske samarbejde og kræver godkendelse af alle medlemslande, så Danmarks “nej” er et stort problem. Problemet bliver dog løst med Edinburgh-aftalen, hvor Danmark får fire forbehold - dermed lykkes det at vende et snævert “nej” til et snævert “ja” ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993. Da Maastricht-traktaten samme år træder i kraft bliver EF i øvrigt til EU - nu er der ikke længere kun tale om et fællesskab, men om en union - den Europæiske Union.

Men nu går vi for hurtigt frem, for fire år forinden - i 1989 - sker der noget afgørende. Og de fleste, der kan huske så langt tilbage, kan huske, hvor de var den dag i november, hvor Europas historie tog en uventet drejning i Berlin ...

Murens fald

En novemberaften i 1989 bliver pludselig til verdenshistorie, da Günter Schabowski, der er nyudnævnt presseansvarlig for det østtyske DDR’s regeringsparti SED, nægter at debutere med et ”det ved jeg ikke” på en tv-transmitteret pressekonference i Berlin. Han har netop informeret om nye regler, der skal gøre det nemmere for de østtyske DDR-borgere at få udrejsetilladelse ved grænseovergangene til Vesttyskland. En journalist vil vide, hvornår reglerne træder i kraft. Schabowski, der ikke selv har deltaget i dagens møde i det kommunistiske hovedkvarter, kaster et hastigt blik på et papir, han har fået stukket i hånden. Han har tydeligvis ingen anelse. Det forhindrer ham dog ikke i med overbevisning at svare, at de nye regler gælder ”fra nu af” og ”med det samme.”

Schabowskis partikammerater rykker lidt uroligt rundt på deres sæder. Meningen var faktisk, at de nye regler først skulle annonceres i radioen meget tidligt næste morgen, mens flertallet sov. Man ville have undgået den opmærksomhedsvækkende folkeopstandelse, der nu vågner ude i stuerne foran tv-skærmene, vokser sig stor via glødende telefonforbindelser, bevæger sig ud på gaderne og marcherer i retning mod grænseovergangene. ”De mauer must weg!”, råber folkemængden euforisk og grænsevagterne tør ikke andet end at træde til side.

Pludselig er der fri passage. Øst og vest er genforenet og billeder af jubel, glædestårer, champagnebrus og kædedans og folk, der hakker muren i stykker, strømmer ud gennem TV-skærme over hele Europa. Et Europa på vej til at blive hel igen.

(Baggrundsbillede: Sueddeutsche Zeitung Photo via Alamy Stock Photo.)

Schengen-aftalen og Østudvidelsen
- nye grænser for det grænseløse Europa

Men nu er vi igen gået for hurtigt frem, for vi skal også lige omkring en vigtig begivenhed fire år før murens fald, der i særlig grad har med Europas grænser at gøre. I den lille luxembourgske by Schengen tager det Europæiske Fællesskab i 1985 nemlig endnu et historisk skridt. Her, i en by på grænsen mellem Luxemborg og Tyskland, på en båd på floden Mosel, der i 200 km udgør den grænse, blev den første aftale om fri bevægelighed meget symbolsk vedtaget. Den betød en afskaffelse af grænsekontrollen mellem "Schengenlandene" - i første omgang var det Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Vesttyskland. Men på grund af den frie bevægelighed mellem Schengenlandene, opstod nu behovet for at skærpe grænsekontrollen ved landenes ydre grænser for at modvirke illegal indvandring og international kriminalitet. Derfor blev der nu også skabt et større politisamarbejde mellem landene.

I første omgang gjaldt Schengen-aftalen som sagt kun Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Vesttyskland, men med årene tilsluttede flere og flere lande sig aftalen, og EU's ydre grænser flyttede længere og længere ud. Danmark blev en del af Schengenaftalen i 1996, og i 2004 kom den største udvidelse af EU, da ti lande blev optaget i EU. Den store udvidelse går under navnet Østudvidelsen og tæller landene: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og den græske del af Cypern. EU er blevet større, landenes forskellighed er blevet større, og de ydre grænser har igen flyttet sig.

Dublin-forordningen

I 1990 blev Dublinkonventionen vedtaget. Den er blevet justeret et par gange siden og på nuværende tidspunkt gælder aftalen fra 2013 - Dublinforordningen lll. Denne forordning beskriver den fælles asylpolitik, der omfatter medlemslandene af EU og Schengenaftalen. Målet med forordningen er at spare ressourcer og i praksis betyder det, at det land, der modtager en flygtning, har ansvaret for vedkommendes sagsbehandling. Dermed skal hver asylansøgning kun behandles én gang inden for EUs grænser.

Selvom det lyder smart, har der været stor kritik af forordningen, og kritikken er med de seneste flygtningestrømme ikke blevet mindre. Kritikerne mener, at forordningen lægger for stor en byrde på lande som Italien, Malta og Grækenland, da de er geografisk placeret ved EUs ydre grænse og nærmest de områder, hvorfra mennesker flygter på grund af krig, forfølgelse og dårlige levevilkår.

Dér, hvor en flygtning først bliver registreret og får sit fingeraftryk taget, er også der, hvor vedkommendes asylsag skal behandles, og hvor han skal bo, hvis han altså får asyl. Rejser en asylansøger illegalt videre op igennem Europa og senere bliver taget af myndighederne, skal vedkommende altså, ifølge Dublinforordningen, sendes tilbage til modtagerlandet. Asylansøger kan altså ikke frit bevæge sig rundt inden for EUs grænser. Nogle flygtninge kender til denne regel og forsøger derfor at undgå kontakt med myndighederne, før de er ankommet til et sted, hvor de kan forestille sig at slå sig ned, og hvor de måske har familie.

Kritikere af Dublinforordningen påpeger også, at der er for stor forskel i behandlingen af asylansøgere fra land til land. I visse lande kan flygtninge nemlig ikke engang vide sig sikre på at modtage en behandling i overensstemmelse med menneskerettighederne. Ifølge Danmarks nuværende udlændingepolitik skal man dog altid forsøge at returnere flygtninge til det land, hvor de først er blevet registreret - det kan imidlertid være svært at få disse lande til at undersøge og svare på disse såkaldte "Dublin-sager", hvorfor asylansøgere i Danmark kan komme til at vente meget længe på at få deres sag behandlet.

(Baggrundsbillede af flygtninge og migranter netop ankommet til Grækenland: Ververidis Vasilis via Shutterstock.com.)

Flygtninge- og migrantkrisen i 2015

Det er ikke noget nyt, at flygtninge og migranter ankommer til Europa. Det har de gjort i længe. Men i 2015 ankom der så mange, at det fik betegnelsen "flygtninge- og migrantkrisen." Du husker måske billederne i medierne af redningsveste, der ligger og skvulper i vandkanten på græske øer. Eller af flygtninge, der kom vandrende i hobetal - også helt heroppe hos os på den sønderjyske motorvej.

Ifølge UNHCR modtog ankom over en million flygtninge og migranter til Europa i 2015. Alle med hver sin grund til at søge mod Europa, men med en fælles drøm om en bedre fremtid. De fleste var flygtninge fra krig og konflikt, hovedsageligt fra Syrien, Afghanistan og Irak, men blandt dem var også en del såkaldte økonomiske migranter fra især Nord- og Vestafrika.

Termen "økonomisk migrant" dækker over, at migranten ikke er personligt forfulgt, men har valgt at migrere på grund af fattigdom og ringe fremtidmuligheder i hjemlandet. Et ord som "bekvemmelighedsflygtning" fandt også vej ind i det danske sprog og den offentlige debat på denne tid, mens flygtninge- og migrantkrisen var på sit højeste. Og nu vi er ved ord, så kan man også fundere over, hvordan man i denne sammenhæng skulle forstå betydningen af "krise" ...

Når det ikke længere er usædvanligt, at døde mennesker skylder i land på Europas kyster, så kan man vist med rette bruge ordet "krise" om situationen i 2015, hvor næsten 4000 mennesker druknede i Middelhavet, og nyheden om, at endnu en overfyldt båd med flygtninge og migranter var gået under med flere hundrede døde til følge, næsten blev hverdagskost. Men hvem er det en krise for? Europæerne, hvis grænser er under massivt pres? Eller de mennesker, der af forskellige årsager føler sig presset til at begive sig ud på så farefuld en færd, som rejsen til Europa bliver for dem.

(Baggrundsbillede: Nicolas Economou via Shutterstock.)

EU i opbrud som følge af migration?

Uanset svaret på ovenstående spørgsmål, så har den såkaldte flygtninge- og migrantkrise afsløret, at EU-landene ikke står så samlet, som dets grundlæggere nok havde drømt om, at de ville gøre på det her tidspunkt i historien. På spørgsmålet om, hvordan EU skal håndtere det store antal flygtninge og migranter, der banker på Europas dør i disse år står landene utroligt splittet, og den indbyrdes solidaritet kan ligge på et meget lille sted. Mange lande kæmper stadig med følgerne af finanskrisen i 2008, som jo ramte de sydeuropæiske lande ekstra hårdt - de samme lande, der nu står med størstedelen af opgaven med at tage imod de mange, mange mennesker, der siden 2015 (og i øvrigt lang tid før det) er ankommet til Europas yderste grænser.

Det betyder, at lande som Grækenland, Italien og Spanien er hårdt spændt for, selvom de modtager støtte fra EU i form en økonomisk håndsrækning, hjælp fra EUs grænseagentur Frontex til at patruljere i Middelhavet, og assistance fra EU's asylstøttekontor til at behandle de mange tusinde asylansøgninger. Derfor efterspørger de, sammen med mange politiske partier ud over Europa, en mere gennemgribende fælles politik på området, hvor landene arbejder sammen om at løse udfordringen, og hver især tager en fair andel af asylsagerne. Men det er endnu ikke lykkedes at nå til enighed om en sådan aftale.

I flere tilfælde er flygtninge og migranter helt konkret blevet gidsler i striden mellem EU-landene, når de er blevet samlet op ude på havet, men ingen lande vil tillade redningsskibet at lægge til ved deres kyst. Samtidig er tonen i debatten blevet skærpet over hele Europa, og frygten for, hvad de mange nyankomne kan betyde for europæernes egen levestandard har medført en politisk højredrejning. I mange europæiske lande vokser tilslutningen til nationalistiske partier, og senest har vi set den britiske befolkning helt melde sig ud af det europæiske fælleskab, da et flertal i 2017 stemte for, at Storbritannien skulle forlade EU. Mange gav som begrundelse for at have stemt sådan, at de selv ville kunne bestemme, hvem der skulle have lov at komme ind landet. Ifølge en rapport fra European Political Strategy Centre angiver et flertal af europæerne immigration som en de allervigtigste udfordringer for EU. Samme rapport gør dog opmærksom på, at mange europæeres bekymring baserer sig på misforståelser og overdrivelser af, hvor mange immigranter, der faktisk bor i deres land.

(Baggrundsbillede af street art-kunstneren Banksys kommentar til Brexit, altså Storbrittaniens udmeldelse af EU: Paul Bissegger via Wikimedia Commons. Find de samlede kilder til denne case HER.)

Hvis du ikke allerede har set filmen om den vestafrikanske fisker André, der som tusinder af andre unge nord- og vestafrikanere har forsøgt at komme til Europa via Middelhavet for at skabe sig et bedre liv, kan du se den her på sitet via forsiden.